agrationer og trænning

meatha slog ud med venstre sværd i en elegant bue og trak så derefter sit høre sværd tilbage for at foreberede sig til et nyt angreb hendes fødre dansede let omkring på jorden og hun smilede tilfreds da det næste slag ramte træings dukken så hårdt at den begyndte at tippe fra side til side hun havede snart trænet i fire timer og hendes muskler var begyndt at syre til men det var altsammen ligegyldigt hun havede behov for at komme ud med de indespærede følser så det ikke gik ud over nogle andre og eftersom der ikke var nogle orker i nærhedne måtte hun nøjes med det her selv om hendes søster inu ikke brød sig synderlig meget om at hun trænede så meget hun sendte en kærlig tanke til inu og fortsatte derefter sin træning

Fra hjørnet af trænings pladsen stod Renfrew roligt og så på hendes træning, hans øjne fulgte hendes bevægelser og hans læber fortrak sig i et lille smil.
Han gik stille lidt tættere på og hans hånd søgte roligt imod sværdets hæfte, en refleks der efterhånden var så indgroet i ham som en kats bevægelser med ørene efter lyde.
Hans greb roligt om Meathas venstre håndled for at afbryde hende i hendes træning

meatha vendte sig hurtig om og nåde lige at stanse sin højre hånd i at sætte et slag ind imod hans skulder hun sænkede sine våben og nikkede respektfyldt til ham "kan jeg hjælpe dem Hir nín (min herre)" en enkel hårlok havde revet sig fri fra hendes ellers stremt opsatte hår og hang nu ned over hendes ansigt hendes ansigt udtrygte respekt men hendes øjne flakkede fra side til side hun ville entelig helst tilbage til sin træning da hendes iretterings nevo lå temlig lavt og hun ønskede ikek at det skulle ramme nogle

Renfrew smilede venligt, Kald mig bare Renfrew." sagde han roligt og så på hende.
Du virker vred, hvad plager dig ?" hans stemme var rolig og hans øjne søgte at fange hendes, alt imens han roligt lod sine fingres greb om hendes håndled strammes en smule

meatha sukkede og kikkede et øjeblik ned før hun kikkede op med fornyret styrke i sit blik og mødte hans "mænd og især de inkompatente af dem jeg er syg og træt af vise folk ogda jeg ved hvordan jeg risikere at flyve i luften ved det mindste har jeg valgt at træne mine agrationer ud da jeg har bitter afaring har lært atdet er uklogt at undertrykke dem"

Renfrew lo lidt og sagde: inkompetance og fustrationer er der nok af her i landet, men jeg håber at det ikke er alle mænd du betragter som inkompetente og uduelige."
Han slap hendes håndled og trådte et skridt tilbage. Han lo stadig da han trak sit sværd.
Kom! sagde han med et smil. hvis du vil have luft for din vrede så er det bedre at slå på en der kan slå igen frem for en død dukke. Jeg kunne godt bruge lidt motion.

meatha smilede "nej det er langt fra alle kun to og deriblandet ikke min bror" hun trak hævede sine sværd igen og trædte lidt væk og stilte sig i kampstilling hendes hårlok faldt igen ind foran hendes ansigt og hun pustede den små iretteret væk

Nærmest ud af det blå svingede Renfrew sit sværd mod Meatha, et eller andet ved det at bruge sit våben fik et lille lys frem i den unge elvers øjne, hans ansigtsudtryk skiftede fra alvorligt og tungt til nærmest muntert.

meatha så ud af øjnkrogen hans sværd falde imod hende og uden at tænke over det pararede hun det med sit ledige sværd et let smil viste sig på hendes ellers så alvorlige ansigt det var tydeligt at hun nød kampen og den fornemmelse den medførte hun ville med glæde undvære en mand hele livet hvis bare hun fik lov at slås