I Stalden...

Der kom intet forsvar, han stod og så på hende, hans blå øjne var fyldt med varme og hans vejrtrækning var helt rolig.
Han smilede venligt til hende og lagde sin frie hånd på hendes skulder.

Hun fjernede begge sine hænder, og lagde dem i skødet. Et vurderende kritisk blik mødte ham. Hun havde ikke forstået hans måde at reagerer på. Hun følte allermest af alt, at han så tålmodigt på hendes, som havde hun været et barn…
Usikker på hvad hun skulle gøre så hun bare spørgende på ham...

Han lagde sine hænder på hendes skuldre og søgte hendes øjne, han så indtrængende på hende og sagde:" jeg er ked af at jeg nogen gange gør ting som kan bekymre dig, men... jeg har været et våben så længe at jeg først lige er begyndt at lære at være.. noget andet.. og du giver mig en ro jeg ubevidst har savnet længe"

Venessas blik undveg hans, og søgte i stedet mod gulvet der var dækket af halm. Hun lyttede, men havde svært ved at bearbejde hans ord. Endnu en gang fik hun bekræftet, over for sig selv, hvor lidt hun kendte denne mand der stod foran hende...

Hun trak vejret dybt, og prøvede at finde sin egen balance igen. Forsigtig så hun op mod Renfrew, og ind i hans øjne. Hendes øjne var en mørkeblå-farve, de udtrykte selvbeherskelse og stolthed. Men som han holdt hendes blik, så han også usikkerhed og betænksomhed bag hendes forsvarsværk.
Roligt nikkede hun, men kun en bekræftelse på hun havde lyttet. ”Noget andet…?” hun løftede uforstående sit ene øjenbryn. Opmærksomt betragtede hun ham, et blik der blandt andet viste hengivenhed for det hun så…

Renfrew forsøgte at bevare sin fatning og sagde med dyb ro i sin stemme: Jeg.. er meget tryg ved dig, meget glad for dig og.. jeg har aldrig haft det sådan med en anden før.

Hendes kritiske blik så på ham. Hun havde svært ved at gennemskue om han. Talte han udenom eller havde han ikke forstået hendes spørgsmål? Med en rolig mine sagde hun ”Det var ikke det jeg spurgte om…” Hun så ned mod gulvet igen. Renfrew kunne se at hendes kinder var blevet en let rosa, da hun tænkte tilbage på hans ord...
Igen samlede hun sig, og så op. Hendes øjne var atter stolte og sikre. Hendes stemme var venlig og imødekommende ”De sagde, De havde været et våben…” hun så uforstående på ham, men forsatte ”… og det først er nu De er ved at lære at være noget andet..?”. Hun så på, som om hun gerne ville forstå det hun så foran sig og holdte af…

Renfrew så på hende med øjne der udstrålede besvær med den forklaring han gik igang med:" jeg er ikke vandt til at være på det samme sted længe, jeg har aldrig fået lov til at knytte mig til nogen eller noget, og det har jeg nu, ganske meget endda, og jeg holder virkelig meget af dig, og dette sted. Så det jeg prøver at sige er at jeg endnu mangler at lære at være en person fremfor bare et våben som vogterne kan udnytte"

Hun så op på ham, det blik der mødte ham var mildt. Hendes blå øjne var rolige og sikre, hun vidste hun ikke få mere at vide - hvordan skulle hun det, når han ikke selv kendte svaret på alle hendes spørgsmål… I stedet smilede hun varmt til ham, et smil der nåede hendes klare øjne. Hun lod sin hånd glide forsigtigt ned over hans indbundne arm.
Solens stråler nåede ind gennem stalddøren og varmede dem begge…

Hans øjne mødte hendes og hans smil bredte sig hurtigt han lagde sin raske arm om hendes ryg og lod blidt sine fingre strejfe hendes rygsøjle.
Solens lys bredte sig og varmen fik det friske hø til at dufte dejligt af forår.

Venessa sad stadig på skillevægen mellem de to folde. Hun lænede sig ind på Renfrew, og mærkede hans blide kærtegn mod hendes ryg. Hendes ansigt lå mod hans bryst, og hun mærkede igen en følelse af sikkerhed omkring sig…
Hvis Renfrew havde flyttet sig ville Venessa være faldet ned, ligesom den bog hun havde læst i allerede var. Den lå nu opslået på halmen på gulvet. Blid bevægede hendes ene hånd sig over hans arm, i kærlige strøg.
Hun trak vejrede roligt og mærkede denne søde duft af halm…

Blidt, nermest uden at røre hende lod Renfrew sine fingre glide op og ned af hendes ryg mens hans frie hånd fandt hendes og lod sine fingre flettes sammen med hendes.
Han holdt hende tæt mens de stod der i den varme stald, hun kunne mærke hans varme og hun kunne mærke hans rolige åndedræt og hjerteslag.

Hun lod sin krop læne sig ind mod hans. Mærkede den glæde og tryghed han bragte hende. Prøvede at gemme alt dette i sit sind, velvidende at hun kunne miste ham hvert øjeblik…
Hun lod sin frie hånd bevæge sig ned over hans arm, så den rørte deres hænder. I blide bevægelser lod hun sine fingre løbe henover deres hænder i kærlige ae…

Blidt løftede han hendes ansigt og så direkte ind i hendes øjne, nærmest som om han kunne høre hendes tanker hviskede han blidt:" Jeg er ikke så nem at udrydde og jeg vil altdi vende tilbage til dette sted, til dig. Vær forvisset om det"

Hun smilede blidt til ham. ”Det ved jeg…” hendes mine var ikke overbevisende – der var tvivl i hendes stemme…
Kærligt rakte hun op mod hans ansigt, ganske blidt lod hun sin hånd berører hans kind, og lod den glide ned langs den. Hendes øjne mødte varmt hans…

Renfrew lod kærligt hånden på hendes hage glide om til hendes nakke han nussede den blidt han lod sin pande hvile mod hendes.
Hans smil var varmt og en lille nervøsitet kunne svagt skimtes i hans øjne.

Da hans pande berørte hendes, sænkede hun genert sit blik. Hendes kinder blussede igen op, i en let rosa, der gav hendes blege ansigt lidt liv.
Kærligt bevægede hendes fingre sig ned af hans bryst, mens hun lyttede til hans hjerterytme – en tryg rytme…

Solens stråler stod stadig og varmede ind i stalden, halmen søde duft havde bredt sig til rummet…

Hendes berøring fik det kort til at gippe i renfrew, hans hjerte slog hurtigere og han måtte kæmpe for at få fatning på sig selv. hans generte smil blev forfulgt af et par røde kinder der fik hans garvede ansigt til at virke kært og drenget.

Venessa virkede ikke som om hun havde lagt mærke til hans reaktion.
Hendes hånd bevægede sig stadig, i venlige ae mod hans bryst, mens hun sad lænet op af ham. Hun så eftertænksom frem, men uden rigtig at se noget. Hendes mine var fjern og alligevel kærlig, mens hendes tanker førte hende bort…

Det var tydeligt at renfrew nød hendes berøring, han lagde knapt mærke til hendes fjerne blik, han kyssede blidt hendes kind mens han aeede hendes nakke

Da Renfrews læber blidt berørte hendes kind, blev hendes blik igen nærværende. Et lille, næsten uset smil lå på hendes læbe. Hun vendte sit ansigt og så op mod ham. Hendes klare blå mødte kærligt hans, alligevel var der stadig en snert af hendes spekulative mine over hendes stolte holdning…
Hun så dybt ind i hans blå øjne, for at forvisse sig selv om at der ikke fandtes tvivl i den højelvers sind…

Renfrews øjne viste ingen tvivl, ingen uro han smilede bare varmt til hende og kyssede blidt, diskret hendes læber.

Hun besvarede blidt hans kys, hendes læber føltes bløde. Et øjeblik fangede Renfrew Venessas blik, han så igen noget han aldrig havde set i en elvers øjne før – en smerte. Men ikke en almindelig smerte, som når man slår sig. Nærmere en smerte af at være fanget - afmagt. Inden han nåede at tænke mere over det, mærkede han Venessas hånd mod hans kind. Et varmt smil mødte ham…

Han brød deres kys og smilede kærligt til hende, han lod sig ikke mærke med smerten i hendes øjne men holdt sin arm om hande og holdt hende tæt. Hans smil bredte sig og hans trætte øjne virkede som om de havde fået et helt nyt liv.

Hun smilte kærligt og åbent tilbage til ham. Hendes venlige blå øjne betragtede ham, mens hun sad i hans trygge favn, her viste hun intet ondt kunne ramme hende. Hendes holdning og udstråling var stadig stolt og egenrådig, på den specielle Wéntes-facon. Men alligevel fornemmede han hendes varme…

Han så kærligt på hende hans stemme skælvede en lille smule da han sagde:" jeg.. har aldrig kysset nogen før, "