På jagt i natten

Natten var ved at falde på. Skoven var stille og næsten helt mørk, Renfrews skridt kunne knapt høres mens han begav sig gennem skove.
Hver gang nattens dyr lavede lyde vendte han sig og greb efter koggeret med pile til den korte bue han havde i hånden.
Den måde han undersøgte jorden på gjorde det tydeligt at se at han var på jagt.
udover buen bar han kun sin korte daggert.

Et sted i mørket knækkede en gren, lyden skar igennem den ellers så rolige skov. Månens blege lys faldt blødt ned gennem træernes grene, men lyset røbede intet…
Atter var skoven ganske stille, alle lyttede opmærksomt på den pludselige lyd, men som skovens skabninger opdagede at der ingen farer var, begyndte nattelivet igen – indtil det næste knæk hørtes…

Renfrew fór sammen, han satte hurtigt en pil på strengen og vendte sig mod lyden, hans åndedræt var tungt og hurtigt og han spændte langsomt buen.

Nærmest lydløst kunne man høre at han viskede en svag bøn

Mørket sænkede sig stille omkring Renfrew, som om månes blege lys ikke kunne nå ham.
Ganske svagt kunne han se noget der hurtig bevægede sig mellem træerne. Det var svært at se, hurtig bevægede det sig fra stamme til stamme, men uden at stoppe op, som om den var på vej mod et mål...

Trænede reflekser og mange års kamperfaring fik snart kontrollen over renfrew. han rettede buen mod bevægelsen og spændte den fuldt ud.
Hans øjne missede mod mørket og hans tunge føltes som sandpapir, han ventede, velvidende at han kun ville få et skud.

Pludselig synes Renfrew at have mistet sit mål af syne. Træernes grene gav kun mørket endnu mere magt, det var svært at se mellem stammerne. Men kort efter fangede hans trænede blik atter en bevægelse mellem stammerne. Hurtigt bevægede det sig frem, end til endnu en gren knækkede i nærheden. I mellem to store træstammer stansede det op, og lyttede opmærksomt…

Om det var mørket eller nattens kulde der fik Renfrew til at skyde forbi sit mål var svært at sige.
Pilen vislede gennem luften og mindst en meter forbi målet.
Forvirret over sine manglende evner med buen smed renfrew den fra sig og trak den korte daggert.

Da pilen susede forbi målet, gik der et hurtigt øjeblik hvor det stoppede helt op, og uden varsel for det gennem skoven. Renfrew havde mistet sit mål af syne. Han kunne høre hvordan små kviste og visne blade måtte give efter for målets fødder, men brat holdt lyden op…
Den kolde nattevind slog roligt mod Renfrew, han kunne mærke hvordan den gled forbi hans kind og op mod hans øre, som om vinden ville fortælle om en hemmelighed - En hemmelighed om hvad skovens mørke gemte…

Tydeligt skremt af hvad der foregik lod renfrew sin daggert falde, hans mund begyndte at forme ord som i en stille hvisken. omkring ham sitrede den kolde natte luft og varme strømmede ud fra den unge paladin.
I hans hånd formedes en brændende kugle af hvide flammer:" hvem.. hvem der?" sagde han højlydt mens han gik i retning af hvor lyden havde været.

Da Renfrew stemme lød gennem skoven, blev at stille et øjeblik, som om hele skoven, hver enkelt blad som sten, larve som ræv overvejede deres næste træk ekstra nøje. Men ingen svarede ham...
Da Renfrew gik i frem, mærkede han igen hvordan skovens natteliv roligt forsatte, men mørket lå forsat tæt i Mintarias skov…

Et sted bag ham, ganske nær knækkede en gren…

Han vendte sig hurtigt, ilden i hans hånd flammede stadig og fik hans øjne til at skinne med en hvid glød, han holdt den til siden så han ikke skulle blandes af lyset men kunne bruge den som lygte.
Igen lød hans stemme, men med mere selvsikkerhed denne gang:" Hvem der?!"

Med en let irriteret stemme, lød det nogle meter fra ham ”Så sluk dog det lys, det bringer Dem ingen nytte i nattens mørke. Det skærmer kun deres syn, og ødelægger vores andres mørkevante syn…”. Det var en ung kvindestemme…

Renfrew mærkede et stød mod brystet, da hans bue blev kastet mod ham, og ramte ham. ”Lad være med at smid Deres ting i skoven…” Månes blege lys fik et øjeblik magt, og nattens mørke måtte vige for det. Renfrew kunne svagt skimte en kvindeskikkelse lidt fra ham, ikke langt fra en sti. Den unge kvinde smilede venligt til ham, trods hendes irettesættelser. Han genkendte hende som Venessa Wéntes…

Ildkuglen forsvandt i en lille røgsøjle og den efterlod en svag duft af svovl i luften som dog hurtigt blev båret væk af den kolde vind.
Renfrew smilede og sgade roligt:" visse ting i natten skræmmes bort af det lys mine kræfter kan skabe, og den jeg jager, er temmelig farlig"
Han smilede glad, tydeligt meget glad for at se vanessa og sagde:" hvad bringer dog dem herud midt om natten?"

Hendes ansigtstræk var svære at se i mørket, men han fornemmede en lille smil på hendes læber. ”Nogle ting er bare nemmere i mørke…” Hun holdt en lille pause, mens hun så på ham. Månens hvide lys fangede hendes øjne, og afslørede et meget eftertænksom blik…
Roligt bevægede en sky sig ind foran månen og skærmede for dens lys, hvorefter skyggerne kravlede grådigt imod dem..

Han smilede til hende mens skyggerne nærmede sig. Stilheden i skoven var næsten lige så tæt som mørket omkring dem.'
Hans åndedræt var stabilt og roligt selv om Vanessa kunne mærke at han var meget opmærksom på sine omgivelser.
"hvad finder de nemmere i mørket?" sagde han og hun kunne høre at der var varme, og venlighed i hans stemme

Roligt så hun på ham ”Meget…”svarede hun så smilende, roligt forsatte hun ”De bruger det for eksempel til jagt…” Ligegyldigt trak hun på skuldrende ”Men hvad jager De, siden De ikke kan gøre det om dagen?”

Det lod til, at det Ranfrew for kort tid siden havde skudt efter var forduftet igen. Skoven var ikke stille. Over dem gyngede de store træers grene og gav en knagende lyd, fra skovbunden kunne man svagt høre hvordan mus og andet bevægede sig over de nedfaldne blade. Skoven var ikke stille, men rolig…

For nogle måneder siden blev menneskerne og visse elvere angrebet af nogle vidhudede skabninger med kløer, disse skabninger kommer helts kun frem om natten så hvis man skal dræbe dem må man gøre det om natten, udøde er farlige og naturen kan ikke huse dem" han så roligt på hende og hendes nærvær gjorde ham tydeligt mere rolig.

Hvis han havde kunne se hendes ansigtstræk i mørket, ville at have lagt mærke til de kritiske hævede øjenbryn. ”Men er det ikke direkte dumdristigt at jage udøde om natten alene” Venessa havde svært ved at skjule sin mening….

Han sukkede let:" jo men ingen andre havde ligefrem lyst til at følge med, elverne mangler lysten til at beskytte sig selv for tiden, noget jeg må se at få gjort noget ved."
Han lænede sig op af et lille træ og hun kunne se at han så temmelig træt ud. Hans læderrustning var sat sammen igen, men skaderne som den havde fået sidst hun så ham var stadig tydelige.
Han smilede venligt til hende som om han ville sige at han var glad for at se hende men ikke kunne få ordene frem.

Venessa lænede sig også op mod et træ. Trods et blidt smil på hendes læber, havde hendes øjne svært ved at skjule hendes bekymringer. Månens blege lys ramte dem besværet…

Roligt betragtede hun Ranfrew. ”Lad os lege en leg” sagde hun venligt ”Jeg starte med at fortælle en historie, og De afslutter den..” hun smilede opfordrende til ham, og inden han nåede at svare begyndte hun…

”For mange år siden, inden tågen lå som tygge grænsemurer mellem rigerne, fandtes en stor krigsherre. Han overtog ét efter ét hvert et rige i Eloria. Den gang var der mange små riger og det blev derfor nemmere og nemmere for ham at vinde krigene. En dag nåede han til et rige, hvis navn er glemt i tiden. Riget var den gang et af de smukkeste man kunne forstille sig, og selv denne hårde krigsherre måtte føle dets skønhed. I stedet for at ligge rigets skønhed i ruiner, gav han den mulighed til den gamle konge og hans smukke unge dronning, at de skulle give ham deres største skat.

Kongen og dronningen havde en datter, men at give hende væk føltes ubærligt. Derfor gemte de hende bort hos en gammel kone. Og da krigsherren ville have rigets største skat gav de ham, de smukkeste og mest kostbare smykker og andre materielle gode de kunne komme i tanke om…”

Venessa virkede mere og mere fraværende som hun fortalte.

”Sådan gik der mange gode år, indtil den gamle konge døde. Krigsherren, som nu havde erobret alt hvad han ville, havde slået sig ned. Kun ét ønskede han nu - den unge dronning. Dronningen gjorde hvad hun kunne for at undgå et bryllup, men lige meget hjalp det, riget ville blive ødelagt hvis hun nægtede.

På grund af sin store kærlighed til sit folk, valgte hun at ægte Krigerherren til evig tid og de fik snart en søn. Omkring den samme tid, døde den gamle kone og prinsessen stod nu uden forsørger…
Som en hver anden mor savnede dronningen sit barn, men hun turer ikke fortælle sin nye mand om datteren, da hun jo var den retmæssige arving.
I stedet tog den smukke unge dronningen prinsessen i sin tjeneste og forkælede hende så tit hun kunne, med den mening en dag, at fortælle hende sandheden…”

Venessa så eftertænksom på ham. "Fortalte Dronningen, nogensinde Krigerherren som datteren, med den risiko at det kunne betyde begges død...?" Hendes klare blå øjne var igen blevet fjerne…

Ak ja det gjorde hun" sagde renfrew og fortsatte:" hun fortalte det til krigsherren da den unge arving var ved at være en voksen kvinde. En frygtelig dag for den smukke dronning, krigsherren blev vred og i sin vrede dræbte han sin smukke kone.
Fra en alkove gemt bag et gardin havde den unge pige set alt og hun flygtede fra den hårde herre, flygtede og gemte sig. Men inderst inde brændte der noget i pigen, en lyst til at hævne sig på sin moders morder, en lyst hun håbede hun en dag kunne udleve.

Renfrew så på Vanessa med brændende håb om at hans slutning var god nok.

Venessa nikkede ganske svagt. Hendes pande var rynket eftertænksom, da hun så på ham med et par opmærksomme øjne ”Hvorfor valgte hun at fortælle ham det?” hendes stemme var tøvende.
Ganske stille lænede hun sig længere tilbage mod stammen, af det træ hun stod op af. En skygge gik over hendes ansigt…

Fordi det er hådt at leve med en løgn i sit hjerte, uanset hvilken løgn der er tale om"

Det var som om det han sagde skar i Renfrews sind og han så hen på hende som om det at se på hende gav ham fatningen igen

Selvom svaret måske var indlysende, virke Venessa overrasket, men også som om hun godtog hans svar…

Roligt betragtede hun ham i stilhed. En kold vind løb gennem underskoven, så alle de nedfaldne blade fra efteråret blev blæst op…
”Har De nogensinde levet på en løgn, Renfrew…?” hendes stemme var imødekommende, men også bestemt på en eller anden måde han ikke havde oplevet før…

Han lod sit hoved falde og han så ned på sine fødder, den kolde vind fik ham til at ryste lidt og han sukkede før han svarede:" ja, det må jeg indrømme at jeg har."
Hans skuldre faldt ned ad og det var tydeligt at han genoplevede noget meget smertefuldt