sommeraften ved den lille bådebro

over søen kunne man svagt se solen begynde at sygne hen, aftenen var ved at være over mintarias skove.
På den lille bådebro ved den store sø sad Renfrew og nød den lune aftenstund og sin fritid væk fra alt arbejdet i lejren. foran ham stod en lille stenflise med et metal kogegrej, som over en svag ild opvarmede en lille gryde. Fra gryden flød en behagelig duft af krydrerier og stegt kød.
Renfrews våben og rustning lå spredt bag ham, den lange stav og det tunge stensværd lå udenfor hans rækkevidde hvilket var mere end unormalt for den ellers så forsigtige paladin.
Hans våde hår viste at han for kort tid siden havde svømmet i søen.

Langt borte i det fjerne, men alligevel tæt på Tågen kunne man høre en rytmisk lyd fra klokker. Men ingen synes at lægge mærke til dette, kun hvordan sommervarmen stadig lå som en stor varm dyne over Mintaria, og fuglenes smukke sang til solnedgangen.

Der hvor den frodige skov og den klare sø mødtes, gik en bred grussti. Allerede ende skikkelsen kunne ses, kunne man hører de rolig og beslutsomme skridt kommer nærmere…

Renfrew så sig lidt om, han rakte ud efter sit sværd men lod det ligge.
Han blinkede med øjnene og smilede for sig selv. Et smil der viste at han nød aftenen og egentlig ikke frygtede hvad der måtte komme af tågen.

Med sine rolige skridt rundede skikkelsen skovkanten. Det var en ung kvinde, fordybet i sine egne tanker. Hun bar enkel hvid kjole, og et sort skørt om livet. I hånden gik hun med en ligeså enkel stråhat, som hun i middagsheden havde brugt mod solens varme stråler, der havde bagt ned over omgivelserne…
Som hun kom tættere på, kunne man se hendes fremtrædende optegnelser – en højelvers. På hendes unge mund lå et drømmende smil. Roligt kom hun nærmere bådebroen, hvor Renfrew sad. Han kunne snart kende denne højelver…

Glad rejste han sig op og smilede glad:" Vennessa! du er tilbage" Den ellers så rolige mand gik med store skridt hen til hende, med glæden malet i sit ansigt.

Hvor Venessas tanker end måtte have været, vendte de i så fald straks tilbage til virkeligheden. Glad gengældte hun Renfrews smil, alligevel kunne hun ikke skjule sin overraskelse. ”Renfrew, hvad laver du dog her?” lød hendes milde stemme…

Renfrew skulle tydeligvis til at give hende et kram men standsede sig selv og sagde:" nogen gange m¨å jeg bare have fred for live i lejren. Så jeg kommer herned for at svømme, fiske og lave lidt mad ind i mellem. Men hvis præsterne spørger meditere jeg"

Venessa smilede opmuntrende til ham. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule over Renfrews flygt. ”Selvfølgelig” svarede hun samtyggende, og med mild stemme, på hans undskyldning. ”Hvordan går det ellers i Mintaria – hvordan har Oraklet det?”

har ikke set hende i en måned. Hun og højpræsten er i vores hjemland for at uddanne hende.
Jeg har midlertidigt måtte holde gudstjenester i deres fravær."
Han smilede blidt til hende og hun kunne se et nervøst drenget glimt i hans øjne.

”De må være taknemmelige over, at have dig” lyder det venligt fra Venessa. Hun ser lidt undskyldende på Renfrew, men kan ikke lade være med at le – noget hun har savnet i sit fravær. ”Måske burde vi flytte os fra stien. Det skulle helst ikke komme for ordre at Højelverne ikke kan holde etiketten” hendes stemme er som så ofte varm og imødekommen.

Glad gjorde Renfrew en venlig gestus hen mod sin lille lejr. Han smilede og lagde sin hånd på hendes ryg.
"Nej det ville da være skidt hvis folk troede det." han fortsatte med venlig stemme:" Jeg er virkelig glad for at se dig igen"

Venessa lod sig føre med hen til Renfrews lille sted på bådebroen. Hun satte sig roligt ned på træbroen og så op på Renfrew. ”Det er jeg glad for” svarede hun oprigtigt…
Mens hun betræktede ham, mærkede hun hvordan solens sidste stråler varme hende. ”Hvordan går det i Mintaria – både hos os, men også generelt?”

Renfrew lod sig dumpe ned ved siden af hende og så lidt trist ud:" tja.. magien er tilbage og jeg har brugt meget tid på at holde elverne sikre mod sortelvernes hævntogt, det vare nok lidt før de bliver et problem igen."

Han sukkede lidt:" landet er i sit normale kaos men vi i højelverbyen prøver at få folk til at lytte til fornuft... fornuft er en mangelvare her i landet og jeg er ikke den helt store ekspert i talegaver"

Venessa nikkede bedrøvet, ved Renfrews ord om Tågerigets kaos ”Ark ja, men vi må finde styrken i Kumanis og skamme orden, sådan som vi har fået ansvaret i Begyndelsen…”

Venessa betragtede solens stråler der lå som et let slår af guld på søens vand. Hendes mine var igen blevet fraværende og eftertænktsom, mens hun nød synet. ”Selvom De ikke har fået talegaven, er der andre der har. Renfrew, husk at Højelvernes styrke ligger i deres fællesskab. Det kunne måske benyttes med fordel”. Hun havde vent sit ansigt mod ham og smilede varmt. Solens stråler fangede hendes øjne som strålede i genskæret fra dens lys…

Hver gang du er hos mig bliver jeg altdi fyldt med en følelse af at det hele nok skal gå"
Renfrew smilede da han så ind i hendes øjne og hun kunne se at han var meget glad.

"vi elvere har et stærkt fællesskab og vores lille samfund vokser hurtigt, dog må jeg indrømme at.... at jeg virkelig har savnet dig Venessa"

Renfrew synes et kort øjeblik at se Venessas øjne stråle mere end før. Hun lod sit blik vende tilbage mod søens vand. ”Det er jeg glad for… Det er ret at føle sig velkomme” et lille, stolt smil lå på hendes læber.

Atter så hun på ham med sit smil ”Men jeg mente det Renfrew. Talegaven findes hos andre og den bør udnyttes…” Hendes øjne udtrykte både glæde, men også alvor ved hendes ord...

Renfrew smilede og sagde:" Det bliver den. Vores to nye diplomater er gode med deres taleevner og efterlader mig med mere tid til at træne vores soldater så de unge elvere kan mestre deres foretrukne våben."
Han tog hendes hånd og uden sin normale tøven kyssede han den kort.

Hun trak genert hånden til sig, dog uden smilet på hendes mund forsvandt.
Med sine livsglade og nysgerrige øjne så hun på ham. ”Vores nye diplomater…?” lød hendes stemme spørgende…

Blandt de forstærlninger jeg har hidkaldt var der to diplomater, en kvinde og en mand. De sørger for at tale for vores råd ved møder med menneskerne og den slags, som jeg ikke egner mig til."
Han smilede og så lidt flov ud over sit klodsede kærtegn.
"Jeg mente det var bedst at få andre til at tale hvor jeg eller højpræsten ville komme til at sige noget dumt"

”Det kan der være visdom i” svarede hun bekræftende. Forsigtigt lod hun blidt sin hånd berører hans. ”Fortæl om de nye” opfordrede hun ”Hvem er de? Hvor kommer de fra?” hun lod sit blik falde, flov over hendes så direkte nysgerrighed…

Den ene er en kvinde der kom sammen med vores balsamørs lærling, den anden er en mand som kom sammen med en præstinde og deres livvagt. Alle kommer fra mit hjemland Thaulamera, vores høje dronnnings hjem. Den mandlige diplomat og hans vagt er lidt resaverede men meget venlige når man får dem i tale."

Han smilede ved hendes berøring og virkede lettet over at tale med hende igen. solens stråler farvede verdenen omkring dem rød.

”Dejligt med nye folk. Det er godt at se hvordan lejren vokser” hendes stemme var varm, da hun talte. ”Jeg glæder mig meget til at møde dem” hun smilede glad, mens hun lod sit blik glide mod solnedgangen ”Kender vi deres navne?”

den kvindelige diplomat hedder Lilliana, den mandlige kalder sig Darnos. men jeg er ikke sikker på livvagtens navn da han kun talte meget lidt. Præstinden fik jeg aldrig navnet på da hun ikke anså mig som værdig for hendes opmærksomhed."
Renfrew lo lidt ved tanken og strakte sin ene arm ud og rørte i den lille gryde.
"Ganske dejligt at se at der kommmer nye folk til vores lejer"

Stadig med blikket rettet mod den nedgående sol, lyttede Venessa til Renfrew. Den milde vind strøg blidt ned over dem, og kærtegnede hvert et siv i søen, som blad på grenen.
På Venessas pande lå en dyb rynke, om det var eftertænksomhed eller bekymring var svært at sige…
”Hvor længe agter de at blive i Mintaria og hvad er deres videre formål?” spurgte hun med toneløs stemme, forsat med sit blik rettet mod det klare vand i søen…

Renfrew så på vandet og lod sine bare fødder plaske lidt i vandet. Han sagde roligt men sørgmodigt:" indtil Mintaria er et sikkert sted for de elveres som ikke følger Tarini, mit formål... er at beskytte højelverne og træne vores hær så vi kan slå tilbage mod vores fjender. Hvorfor spørger du Vennessa?"
Han så på hende og der var noget i hans stemme der gav en hentydning om at han havde udeladt noget af sit svar