En grå sensommerdag

[Klokken er omkring 5, søndag d.10. august 1208 eA.]

Det var sidst på eftermiddagen. Regnen faldt stadig gråt udenfor, som den have gjort hele dagen. Mintarias landskab var for en gang skyld fredeligt, måske på grund af det våde vejr? I hvert fald lod det til, at folk foretrak, at blive indenfor denne grå sensommerdag…

Også hos Højelverne var der stille udenfor, mens regnede faldt stille. Folk havde valgt at blive inden døre, med deres forskellige gøremål. Kun en sjælden gang, var der nogen der vågede sig udenfor, for at komme fra en bygning til en anden…

… …

Venessa havde sneget sig ud af bygningen, mens Valadir havde været optaget af at skrive hjem. Hun havde været indenfor sammen med sin bror hele dagen, og trængte til at komme lidt væk.
Hun var klædt enkelt i et par blå posebukser og en let lys hørtrøje, der sad løst om hendes krop, over sine skuldre lå en mørk kappe med nedslået hætte.
Da hun trådte ud i regnen, så hun glad op mod de grå skyer og mærkede hvordan de kølige dråber ramte hendes hud. Stille sukkede hun, inden hun hurtig forsvandt ind mellem nogle bygninger…

Liliath var en af de eneste der befandt sig udenfor i regnen.
Hun stod lænet op af en træ imens hun med lukkede øjne lyttede til den sagte, krarakteristiske trommen regnen afgav når den ramte tagene på bygningerne. Hun var iklædt en enkel mørkeblå kjole og over skuldrene havde hun et hvidt sjal.
Hendes tanker havde frit løb, og de bevægede sig omkring alle de ting der var sket i den tid hun havde været væk fra lejren. Så mange nye folk, så mange nye og ukendte ting.
Liliath sukkede og åbnede øjnene lidt på klem.

Svagt så Liliath en skikkelse i den anden ende af lejren, da hun åbnede sine øjne på klem.
Skikkelsen, som tydeligvis var en kvinde, forsvandt straks efter ind imellem nogle huse, da stien drejde. Men kort efter, denne gang nærmere Liliath, dukkede kvinden atter op. Til trods for regnede, havde kun hun ikke trukket sin hætte op, og det var derfor ikke svært at genkende den yngste af søskendeparret Wéntes - den unge højelver Venessa…

Liliath åbnede sine øjne helt og stod lidt og holdt øje med Venessa. Havde den unge kvinde set hende? Nej, ikke endnu. Hun trak sjalet lidt tættere om sig, men blev ellers stående uden at fjerne blikket fra den anden højelverkvinde. Hun opdagede pludselig at hendes hånd havde grebet om Dahantegnet der hang om hendes hals. Hun havde hurtigt vænnet sig til det. Nu var det som om hun altid havde haft det. HUn smilte lidt svagt og lukkede øjnene igen imens hun stille mumlede noget halvt uforståeligt om Dahan og hendes velsignede regn.

Fra sit hus ved lejrens udkant kom Lejrens general Renfrew gående, han havde en masse sammenrullede papire i sine hænder og var til en afvæksling ubevæbnet. man kunne svagt høre ham bande og mumle surt mens han gik og tabte papire rundt omkring sig.
Det var tydeligt at hans humør var mere gråt end vejret.

Med trætte skridt nærmede Venessa sig, hvor Liliath stod i den triste regn. Nogle meter fra Oraklet, så Venessa overrasket op, da hun hørte Liliaths mumlen. Det var tydeligt, at se på hende, at hun ikke havde forventet, at se andre højelvere ude i dette vejr.
Hendes overraskede mine blev dog hurtigt afløst af et lille, men venligt smil. Hendes øjne så venligt mod Liliath, alligevel kunne Oraklet ikke undgå, at se en eftertænksomhed af en tristhed, de ellers rolige blå øjne gemte.
”Godeftermiddag…” Lød Venessas stemme imødekommende, inden den blev afbrudt af en bandene Renfrew ikke langt fra dem…

Renfrew hørte stemmerne og stod som ramt af lynet, hans skriftruller faldt ned på jorden og kun magien i dem forhindrede at de blev opløst af vandet. Han stod som lammet og så på de to kvinder. Han så skiftevis fra den ene til den anden og det var som om tusindvis af tanker løb igennem den unge paladins hjerne.
De trætte gråblå øjne viste at det var længe siden han havde sovet og hans snavsede tøj vidnede om at han havde været på en af sine mange trænings opgaver med de unge soldater i lejren.
Hans læber bevægede sig men formede ingen ord, først da han tog sig sammen fik han fremstammet:" Venessa, vise orakel, sikke et vejr vi har i dag" Han prøvede tydeligt at fremtvinge munterhed i sin stemme, men fejlede slemt.

Liliath så op ved lyden af en andens stemme og gengældte mildtd Venessas smil. Hun kunne se at den unge kvinde var overrasket over at se hende her, men det der fangede hendes opmærksomhed var kvindens blik som venligheden ikke helt syntes at nå da noget andet optog de smukke blå øjne. Oraklet skulle til at svare da også hun rettede blikket imod Tempelvogteren og handes endnu mere overraskede udtryk. Liliath blev en smule forvirret og så lidt fra den ene til den anden med et lettere spørgende blik, hvorefter hun besluttede sig for at sige noget; "Goddag Renfrew. Vejret syntes som solskin i forhold til dit sinds stemning. Hvad går dig på?" Spurgte hun mildt og sendte ham et lidt beroligende smil imenshun skævede lidt til Venessa. Hun ville gerne tale med den unge elverkvinde, eftersom hun aldri rigtig havde haft mulighed for det uden at hendes bror, Valadir, havde været i nærheden.

Renfrew kløede sig i håret og sagde lidt vrissent:" den forbandede lille sortelver tøs, hvorfor har hun pludselig ret til at sende mig på genopdragelse?, fratage mig min formularbog og sende mig hjem til en uges meditation og elendighed. Ikke at jeg skal stille spørgsmål til præsternes visdom, men jeg er snart træt af at være alles kastebold"
Han så på Lilliath og det gik op for ham hvad han havde sagt, at tale grimt om en præst i oraklets påhør var en stor synd og den unge paladins øjne så mod jorden

Venessa vendte atter sit blik mod Liliath, hendes pande havde en lille utilfreds rynke. Venessa vidste hjemmefra hvor uhøfligt det var, at overhør en direkte hilsen…
Hun havde svært ved at skjule den forurettethed der viste sig i hendes øjne, da Liliath henvendte sig til Renfrew. En rolig vind, blæste ind gennem lejren, og gned sig beroligende hen ad Venessas kind, som en kærlig mor ville ae sit elskede barn. Stille træk Venessa vejret dybt, og mærkede den friske luft som en ny energi.
Hendes ansigt var afslappet, men også uforståen overfor Paladinens nedslående blik og triste holdning. Tavs betragtede hun de to højelvere...

Liliath stod stadig og så lidt fra den ene til den anden og kom så i tanke om at hun endnu ikke havde gengældt Venessas hilsen og så meget undskyldende på hende. "Forlad mig, min uforskammethed, Frøken Wentes, at jeg endnu ikke har gengældt deres hilsen" sagde hun og smilte lidt fåret imens hun skævede lidt til Renfrew. Det var lettere tydeligt at se på hende at hun følte sig lidt beklemt, næsten skyldig nu. Hun ville gerne tale med dem begge, og hun følte at hvis hun talte til den ene ville den anden føle sig udenfor nu.
Liliath så overrasket over på Renfrew da han nævnte årsagen til han dårlige humør. Hun holdt vejret et kort øjeblik, som om der var noget hun gerne ville sige, men ikke kunne få sig selv til det. Så så hun over på Venessa igen, og så tilbage på Renfrew. Igen var hendes skyldfølelse tydelig.

((NØJ en gang stavefejl jeg lavede i den tidligere post ))

Renfrew så kort op. De to kvinder kunne se hans øjne var trætte og hans ellers så glade ånd var knækket som om det der var overgået ham var en stor katastrofe.
Han så undskyldende på dem og sagde:" undskyld, jeg har vidst afbrudt jer"

Venessas så unge, men triste blå øjne blev hårde, som gemte hun sine følelser bag en stor stenbur, der ville kunne modstå selv det største angreb.
Hun følte sig utilpas med situation. Men viste kun sit kølige, lidt arrogante ansigt ud af til. Hun nejede let for de to, mens hun roligt talte ”På ingen måde Renfrew Shirlach” hendes stemme var kølig og formel. ”Jeg afbrød vist jeres samtale” Hun henvendte sig kort til Liliath, uden at vise det mindste tegn på, at hun havde set Liliaths skyldfølelse, hvad denne end bundende i?
”Tilgiv mig” lød det lavt, inden hun forsatte, mod den større bygning nogle meter fra dem.

Alt i mens havde regnen stille dryppet ned i de mange vandpytter. Drip drap, drip drap lød de, med samme rytme som et ur. Tik tak, tik tak, drip drab. Så tydeligt som de kunne høres når tiden synes næsten synes at stå stille…