et liv uden smerte

meatha kom gående og hun virkede alt anet end selv sikker hun sattes sig for foden af det store træ der stod mit i skoven her eleksde hun at komme her var så fredeligt den lille snoede å der løb ved siden af træet var altid fyldt af rent og frisk vand det her var virkelig et af naturens vidundre da hun kom over til træet hev hun det lillelæderbånd af som holdt hendes hår samleet så det nu faldt i frodige lange lokker ned af hendes skulder

Setarian var i løbet af ingen sid kommet hen på den anden side af åen og sad nu blot og kikkede på hende "er jeg smyk i dette for hvis undskýlder jeg meget... det var aldrig meningen at det smulle gøre ondt jeg..." han vidste ikke hvordan han skulle slutte sætningen så det var enden på den han kikkede sørgmodig på hende og skammede sig over sine handlinger han mente alrig at det skulle gøre ondt på hende han ville jo bare behandle hennde som en kvinde

hun gik over til ham med blikket sænket "det er ikke din skyld du kunne ikke vide at..... at jeg.... ikke er som de andre kvinder ikke ønsker nærvær da jeg af bitter afaring har lært at det at elske og blive lesket kun bringer smerte med sig og dine ord minde mig bare om den gang.... den gang han... han sagede det samme" hun så på ham og havede nu tåre i øjende hun talte om en dreng på hendes boplds han havede været menneske og smedens søn mens alle andre grinne hjalp han hende de havede trænet sammem danset og grinet men han elskede ikke hende og hun ville ikke være så naviv ikke igen hun var kriger og man elskede ikke en kriger

han stilte sig op og kikkede på hende og lagde armene om hende og kyssede hende blidt på læberne og nussede hende blidt i ryggen og trådte der efter væk fra hende "jeg ønsker ikke at være skyld i din smerte men din lykke" sagde han og vendte sig væk fra hende og gik roligt væk fra hende

hun greb desparat fat i hans ærme da han gik væk fra hende hun ville ikke have ham til at gå hans kys sad endnu på hendes løber og føltes som den skønneste honning den fineste nektra hele hendes krop skreg efter ham og hendes hjerte forlangte mere hun viste bare ikke hvordan hun skulle sige det så hun blev bare stående og kikke på ham med et blik der så ud som om det indeholdte alvredens smerte

Han vendte sig om og lagde armene om hende og kyssede hende igen blidt på læberne og vidste selv ikke hvad han skulle sige det var 100 år siden han selv havde følt sådan for en kvinde og havde selv set kærligheden smerter den dag da han fortalte hvad han følte for hende og det var en smerte han ikke ønskede at føle igen

hun besvare blidt hans kys det var første gnag hun kyssede en mand og hun var skrækslagen for at blive kastet væk jo hun havede elsket mere end hun havede hadet uheldigvis havede hun altid valgt at forelske sig i de forkerte først et menneske og derefter en sortelver mand som bare havede udnyttet hendes følser og tillid hun var bange skrækslagn for hvad der nu ville ske

han nussede hende blidt i nakken og holdte hende tæt ind til sig som hvis han aldrig ville give slip igen og lagde sit hovde ind mod hendes "du forlader mig ikke vel?" sagde han med en lille uskyldig stemme som bare kom ud som en halvkvalt hvisken for at undertrykke sin sorg han frygtede ensomheden da sidste gang var smerte fuld nok han ønskede ikke at det samme skulle ske igen

hun knugede sig ind til ham som galt det livet "giv mig bare en grund til at jeg skulle udsætte mig for samme smerte som de andre gange jeg er blevet forladt giv mig en grund til at jeg skulle forlade dig og kaste sorg over os begge" hviskede hun nej hun ville ikke forlade ham aldig i livet ikke før døden tog hende men hvordan skulle hun kunne fortælle ham at hun var syg og nok ikke ville leve til sin næste fødesldag sortelverens gift var langsomt ved at fortære hende og hun vidste det

han rystede blot på hovdet nej der var intet svar til det intet overhovde han nussede hende blot i nakken og holdte hende tæt ind til sig hvordan kunne føelser tære en op på denne måde hvordan kunne simple føelser give så meget smerte og frygt det var et spørgsmål han ikke kunne finde et svar på hvilket heller ikke var noget han ønskede at tænke på

hun vendte sit ansigt imod hans og kyssede ham kærligt hun øsnkede ikke at spille tiden så lang tid var der heller ikke at tage af hendes liv ville nok være overstået i løbet af 3 månder og hun ønskede at tilbringe al den tid sammne med ham og sine søskende

han kyssede hedne kærligt igen og holdte hende tæt ind til sig skønt han vidste der var noget hun skjulte for ham noget som ej var godt men trist men det var noget han ikke ønskede at tænke på det var noget han ikke skulle tænke på men gemme væk hvilket han gjorde ganske godt

hun smilede blidt og glad til ham skøndt hendes øjne afslørede den vokesnede ængelste i hendes sjæl hun havede aldig været bange for døden før nu hun vidste at ind nok skulle skalre sig og calen med dûath skulle nok passe på dem hendes uro stammede for hende selv hun ønskede ikke at miste livet ikke nu hvis hun bare kunne få fem år mere hun ville give alt

han smilede sagte igen og lod håndryggen glide ned af hednes knd og lægge sig på hednes skuldre sor så at lægge sig på hendes nakke "had er det der får dig til at frygte døden andet end at du ville midste mig hvad for dig til at frygte den for du har jo et helt liv foran dig..."

hun så ned og forsøgte at virke stærk "en kriger frygter ikke døden og dte gør jeg heller ikke" hun så op på ham med øjne der tiggede ham om ikke at borede i det "en kriger med min rang kender ikke sin levealder vi bliver sjælent gamle da snasynligheden for at vi falder i kamp er støre end at vi dør i vores seng du burdte vide at man ikke skal elske en kriger det bringer kun smerte da de på det tidspunkt de tager sværet i håndne underskriver deres ejen dødsdom er man først begyndt er der kun en vej ud"

han smilede til hende et lille smil "det ved jeg det er en krigers liv det er sådan i (lyder lidt som om han vider vi) lever men så helre lidt tid sammen med dig end ingen" sagde han mildt til hende og strøg en tåt hår væk fra hendes ansigt

hans ord sved og ramte hende som torne hvis han bare viste hvor lidt til hun trådte uvilkåligt et skridt tilbage og vendte sig hurtit om hun ville væk og det skulle være nu hun kunne ikke bære det hun måtte finde en kur hurtigtst mulig men intil videre kunne ikek engang deres præst hjælpe hende men hvem kunne så når ikke engang de højelviske præster kunne

han kikkede på hende og tog fat i hendes arm " lige nu ønsker jeg dog nær mere and noget andet" sagde han blidt og gav slip på hende for valget om hun ville blæive eller gå var hendes og ikke noget han rådet over

hun vente sig og så rådvilligt på ham aldig i sit liv havde hun følt sig så splittet som nu hun viste hverken op eller ned han kunne lige så godt havde spidet hende med et sværd det ville gøre alting meget nemmer hvorfor skulle hun dog forælske sig i ham og hvorfor nu hvorfor ikke før alt det med den sortelviske gift hun ønskede sig bare langt væk men aligevel ikke hun sukkede gal hun havede brug for at slå nogle orker ned det ville nok klare hendes tanker en smugle

Han smilte skævt til hende og vendte sig om og gik ind mod byen af han vidste ikke hvad han skulle gøre det var uvandt for ham det her men aligevel rart det var underligt og kærligheden til hendes føels som en hen ny oplevelse så uvandt og på et eller andet punkt smertefuldt

da han vendte sig trædte hun hend til ham bagfra og låse sine arme omkring hans liv en tåre faldt fr ahendes kind og lanede på hans skulder hun lagede blidt hovedet imod hans ryg og sage intet hun kunne ikke finde de rigtige ord hun følte sig så fortavt

Setarian frøs og stod stille og vidste ikke selv hvad han selv skulle gøre så han stod bare helt stille og mærkede hendes tåre på han skuldre det hele var så underligt og uvandt

hun slap ham som havde hun brændt sig og begyndte at løbe ind i skoven hun ville ikke mere det her gjorde for ondt smerten rev og sled i hende og hendes hjerte føltes som om det var ved at gå i uendelig mange stykker hun så sig kanp om hun så kikke sine omgivleser eller den gren der så lumsk rækte ud for at vælte hende omkruld når hun løb forbi

Han satte i løb efter hende og fik lige i sidste øjeblik ravet fat i hende inden hun fik løbet ind i grenen og rev hedne til sig og vaklede lidt bagud men stod stadig sikkert på benne og holdte hende tæt ind til sig som hvis han aldrig ville give slip

"jeg.... jeg..." hun knep øjende sammen får at han ikke skulle se hendes smerte hun nægtede at græde mere det var for ydmygende hun vendte hovedet imod jorden hendes har faldt ind foran hendes øjende så hele hendes ansigt var skjult hendes skulder hang hjælpeløst ned langs side og al dne styrke og slevsikkerhed nu normalt udstrålede var som blæst væk