Ingen vej tilbage

(Det anbefales varmt at deltagere i denne tråd var med til GERF marts)
Renfrew stod ved søens bred, solens stråler var efterhånden ved at forsvinde helt og den milde marts dag var ved at blive en bitterkold nat, han stod og så på de mørke bølger og tørrede sig ren for det kolde vand han for kort tid siden havde svømmet i.
Han fik taget sit våde tøj af og skiftet til en tør og ren kofte, træt lod han sig selv falde sammen i det bløde græs og han tændte det lille bål han havde bygget før svømmeturen begyndte.
ved hans side lå et hans korte sværd og glitrede i de begyndende stjerners lys.
Han lod fingrene gribe om skæftet på sværdet men slap det igen.

Liliath kom langsomt gående ved bredden. Hun havde løftet let op i kjolen og lod vandet kertegne hendes bare fødder som hun gik; hun tog sig ikke af at vandet var halvkoldt. Sine støvler havde hun i den ene hånd og hendes blik var fæstet på himlen, hvor hun for sjov forsøgte at tælle stjernerne. Hendes hår hang løst for en gangs skyld og det blæste legende om hendes ansigt i den milde aftenvind. Hun gyste en smule og træk kappen lidt tættere om sig imens hendes blik gled fra himlen ned over søen. Hun stoppede op og stod et stykke tid og beundrede synet. Hun havde endnu ikke lagt mærke til Renfrew, selvom hun så småt æsnede skæret fra bålet ud af øjnkrogen.

Refrew lod et par knuder brænde falde på bålet og hans ansigt blev lyst op af de gule flammer og han holdt hænderne mod bålet og smilede ved gløden. noget af ilden formede sig i hans ene hånd og han måtte koncentrere sig hårdt for at få den til at forsvinde igen.

meatha kom gående et stykke bag lilliath hun sukkede opgivende ustyrlige pigebarn hun sukkede og gik over imod bålet i modsætning til sin kusine lagede hun mærke til sine omgivelser og var ikek på vej i vandet når der var mænd til stæde det havde hun for meget blufærdighed til

Liliath vendte sig imod bålet og smilede let. Hun småløb hen til de andre og satte sig ned ved siden af sin kusine og stirrede lidt ind i bålet før hun begyndte at tage sine støvler på igen imens hun nynnede svagt. Hun havde været i bedre humør de sidste par dage. Det var noget helt andet at være i Mentaria end hjemme. Hun tænkte kort på sin mor og på hvordan hun mon havde det. Da hun havde fået sine støvler på igen trak hun kappen lidt tættere omkring sig, tog knæene op til hagen og lagde armene omkring sine ben imens hun så på Renfrew og Maetha. Tkket være de to var hendes liv blevet mere spændende og indholdsrigt.

Renfrew så op på de to andre, hans øjne var fyldt med en klar flamme som dog snart forsvandt, det var tydeligt at han måtte anstrenge sig for at få sine evner under kontrol.
Han smilede til de to kvinder og sagde:" godaften d'damer, det var da hyggeligt at i kom forbi mit lille fristed for verdens larm"

meatha smilede svagt "det er beder at tilbringe tiden med normale og fornuftige væsner end at prøve at tæve nogle parader ind i vores inkompatente kriger desuden er her jo udemærket selvskab vi mangler bare noget vin" hun lænede sig tilbage og blinkede et par gange træt med øjende det var tydeligt at hun ikke havede sovet så meget som hun burdte her på det sidste

Liliath smilte og skævede en smule bekymret til Maetha, men sagde ikke noget. Hun var udemærket klar over at hendes kusine ikke kunne udstå medynk eller at folk bekymrede sig for meget om hende. Det havde hun bevist op til flere gange i den seneste tid. Hun flyttede blikket over på Renfrew. Hun smilte svagt og flyttede igen blikket til bålet hvor hun stirrede ind i flammerne. skæret fik hendes øjne til at skinne og virke mere grønne end normalt.

Renfrew gengældte Liliaths smil og rakte ud efter sin taske, vin har vi da. JEg medbringer dug aldrig mere end 2 krus at drikke af.
Han trak en lerflaske ud af den slidte grønne rygsæk og kastede den hen i græsset foran Meatha

Ude fra grusstien kunne man ganske stille høre skridt. Beslutsomme lød de mod stien. I skumringen kunne man se skikkelsen komme gående, dens ranke holdning og stolte gang kunne kun være en højelvers. Personen var enkelt klædt i en hvid hør skjorte, et par sorte bukser, og et par sorte støvler. For at kunne holde varmen, denne kolde aften, bar personen en stor kappe over sine skuldre. Som skikkelsen nærmede sig, kunne man se det var en kvinde, nogen få i dette Tågerige, ville genkende hende som Venessa Wéntes.

Hendes alvorlige øjne så hen mod bålet, uden nogen form for interesse, men som hun genkendte de tre der sad ved bålet, blev hendes øjne med det samme venlige. Et smil bredte sig fra hendes mund og hendes stemme lød imødekommende ”Vær hilsede, må jeg have den ære at gøre jer selskab?”

Som de fik øjenkontakt med hende, nikkede hun en venlig gestus, til hver af de tre der sad ved bålets varmende ild…

meatha greb falsken og åbende den hun så over imod kvinden og hendes hjerte satte sig op i halsen på hende det var jo hans søster eller var det det var svært at se fra denne afstand hun inorede det og kikkede i stedet på sin kusine og smielde venligt og afvæbende til hende som for at fortælle at der intet var at være bekymret over

Liliath så kort over på den nyligt ankomne. Hun vidste ikke helt om hun skulle hilse igen, men nikkede så kort. HUn ville helst ikke fornærme nogen hun ikke kendte. Hun gængældte Meathas smil og begyndte svagt at nynne igen. Det var ikke nogen bestemt melodi. Bare en masse tilfældige toner. Liliath så igen ud over søen og lod blikket glide videre op på himlen og stjernerne.

Renfrew smilede venligt til den nyankommende kvinde og satte sig ret op, han sagde venligt:" Sid ned fremmede, vores bål er fristed for alle der kommer med fred og venlighed i hjertet."

Venessa nikkede kort mod Renfrew, med venlig stemme svarede hun ”Fremmed er måske for meget sagt. Ganske vist er jeg ny iblandt jer, men vi har dog hilst, min herre”

Roligt satter hun sig ved bålet, ved siden af ham. Hun så koncentreret ind i ilden. ”Hvad bringer jer, til denne del af Mintaria, på dette tidspunkt?” Hun flyttede sit blik fra ilden, og så i stedet spørgende på Renfrew…

Det må de undskylde frøken, jeg er blevet forvirret af alle de oplevelser der har været her på det sidste.
Renfrew smilede venligt og så ud til at slappe helt af.
Jeg har været ude og svømme i søen og har slået mig ned her for natten, det er noget jeg ofte gør når livet bliver for presset

Ildens skær fik Venessas turkise øjne til at funkle, mens hun sad og så på Renfrew. ”Når livet bliver for presset” gentog hun ”Hvad presser for øjeblikket?” Hendes stemme var nysgerrig, men på samme tid formel, hun slappede ikke af som Renfrew gjorde.

Vi er i et land ledet af inkompetente mennesker, deres leder ligger i med en ork. De andre elverfolk er enten rodløse, trækrammende vildelvere eller dystre dumme mørke børn. Vores fyrste er en svækling som tænker mere på sine negle end på at beskytte sit folk. " Renfrews stemme rystede lidt af vrede og fustration men hans årlange træning gav ham kontrollen tilbage.

Derfor tager jeg nogen gange en nattelig svømmetur.

meatha så advarende på renfrew "pas på deres ord min kære ven det er ikke alle der delver vores synspunkter og sådan ord kunne nemt bringe dem i vanskligheder" hun rejste sigop og gik over og stillede sig med en hånd på sin kusines skulder mens hun fraværende begyndte at stryge hende over håret mens tankerne fløj igennem hendes hoved

Renfrew trak på skuldrende.." tja, det kan være du har ret, men jeg er begyndt at blive irreteret over at dette land er dybt sunket ned i kaos"
Renfrew rakte ud efter flasken med vin

Opmærksomt sad Venessa og lyttede til de tos diskussion. Hendes blik var igen vendt mod bålet, med kritiske øjne så hun på ildens flammer. Hun havde omfavnet sine knæ, som hun havde trukket op til sig. Hvilende lå hendes hage på knæene, mens hun lyttede…

”Hvis man ikke vidste bedre, kunne det lyde som om I ønsker et oprør?” Trods hendes direkte spørgsmål var Venessas stemme neutral og viste ingen tegn på egen mening i denne sag.
Roligt stirrede hun videre ind i ilden, og mærkede dens varme stråler mod sit ansigt...

Oprør er et menneskeligt begreb som elvere ikke bør blande sig i, men landets ledere har brug for at lytte til de folk som er klogere end dem, elver folkets visdom kunne hjælpe meget på menneskernes handlinger.

"renfrew så ind mod flammerne og fangede Venessas blik

Hun fastholdt hans blik. I hendes stolte øjne kunne han se genspejlingen fra flammernes glidende bevægelser.

”Alligevel taler De nedladende om Deres fyrste – Deres leder” hendes stemme var rolig og afbalanceret, det var svært at vurdere, om det var en udfordring eller et spørgsmål fra en nysgerrig nyankommen. ”Men en sandhed er det dog, at dette Tågerige er kaos. Det må selv jeg, som nyankommen sande”. Endnu havde Venessa ikke sænket sit blik fra Renfrews. Opmærksom vurderede hun ham gennem bålets ild...

Ja dt gør jeg, for min så kaldte fyrste, er mere intereseret i at pynte sit hår end at elverfolket overlever, han bruger længere tid på at holde sine negle rene end på at drøfte de ting der sker omkring os. og de gange der har været kampe har han nægtet at træde til på trods af at han ganske åbent taler om sine store magiske evner."

Renfrews øjne blev fyldt med sorg og vrede han fjernede ikke sit blik fra Vanessas i det han sagde:" Folket i lejren beder mig om råd og lederskab, skønt jeg ikke er en leder, jeg er soldat men bliver ind imellem tvunget til at lede.

Liliath havde stille siddet og lyttet til samtalen. Hendes blik var, lidt i smug, fæstet på Refrew hen over bålet. Hun var holdt op med at nynne for længe siden, og forsøgte nu og koncentrere sig om hendes kusine der legede med hendes hår. Hun slog blikket ned i jorden og trak sine ben tættere ind til sig. Der var ingen grund til at blande sig i samtalen. Det vedrørte ikke rigtig hende. Hun lagde hovedet bagover og sendte sin kusine et ikke så oprigtigt smil.

meatha kyssede hende blidt på panden og kikkede derefter på de andre "hvis man bare kunne oprette et råd for at alle blev hørt og alle meninger blev taget op så ville det måske tvinge fyrsten til at lytte som vi begge to ved renfew skal en kriger ikke lede anet end sin hær da de primære lederskab ikke skal tages af folk der har levet hele deres liv med at slå ihjæl men af en der tænker på sit folk før sig selv"