Hadet til kærlighed

Det er en sen aften og regnen stivestråler og vinden rusker i buske og træerne omkring barakkerne døren ind til barakkerne står åben og Meatha står godt gennemblød af det voldsomme vejr og overvejer om hungider gå ind eller om hun skal blive stående hendes humør idag er lagt fra glad hun er irreteret og vred hele hendes liv var da også bare et helvede hun var jo blevet forelsket i en mand hun ønskede jo ike denne føelse den var bare i vejen for hendes liv hun støtter sig i dørkammen med den ene hånd mend den anden holder et sværd med et brutalt greb som viser at hun er fuld af vrede og fustrasion

I den silende regn kom en skikkelse gående, med retning mod barakkerne. Personen bar ingen lygte, og var derfor sværd at se, kun en gennemblødt hvid skjorte, lyser op i den mørke regn. Hurtige skridt lød gennem vandpytterne, sjap sjap…

meatha kastede af gammel vane sit værd ind i muren et stykke væk det blev hængende en meter inde i sleve træet hvor det blevhængende hun sukkede og traksede ud tog et hårt greb om skæftet og flåede det med voldsom styrkede ud af træet så vandet stod ud til alle sider

Venessa så eftertænksom ned i jorden, mens hun nærmede sig sit barakkerne. Hendes lange gennemblødte hår, var begyndt at krølle. Irriteret samlede hun de røde lokker i en knold, mens hun forsatte mod sit ly…

Da Meathas sværd ramte træet med en knassende lyd, stoppede hun op. Regnen silede ned af hendes allerede våde tøj. Opmærksomt stod hun og så på Meatha. Et mishag gik over hendes ansigt da hun så, hvad der havde været skyld i lyden. Kritisk lagde hun sine arme overkors, om det var af kulde eller vrede var svært at se. Uden et ord stod hun bare og så på Meatha, sværdet og træet…

metha sukkede opgivende da hun havede fået sit sværd ud hun vendte ansigtet imod himlen og nød følsen af de piskende regn dråber imod sit ansigt kulden så ikke ud til at genre hende skøndt hun for ne gangs skyld ikke bar sin rustning og derfor kun stod i en tynd slagkoft og hendes våben skjorte der tydeligt viste hendes højre rang inde for hæren don-giffs mærke stod præget ind på endes venstre skulder og hendes families våbenskjold på ryggen hun vendte sig om efter noget til og fik øje på skikkelsen hun genkendte hende ik lige med det samme og gik derfor hen imod hende da det tros alt ikke var vær dag der kom folk der ikke var i herren ud på disse kanter

Mens Meatha trak sit sværd ud af træet, stod Venessa og så vredt på hende. Uden et ord stod hun bare og så koldt, på denne egoistiske krigerdatter. Venessa mærkede et stik af sorg i hendes hjerte, hun var ellers begyndt at synes om denne højelver kvinde…

Hun gik selv nærmere denne hensynsløse Don-giff kriger. Med selvsikre skridt, gik hun forbi Meatha som var hun luft, og nærmere træet. Trods våde klæder og gennemblødt hår, der med sikkerhed ville betyde sygdom, hvis hun blev ude i regnen meget længere, gik hun helt hen til træet. Med kyndige hænder lod hun forsigtigt sine fingre løbe over revnen i træets stamme…

meatha så på hende sorgen næsten lyste ud af hendes øjne "de burdte gå inden for ellers bliver de bare syg" hun lagede armende over kors og kikkede på hende hendes ord var ikke blive eller hjælpsome bare tomme og uden følse som hendes indre men sorgen var dog stadigvæk at spore i bunden

Venessa lyttede slet ikke til Meatha, hun var alt for optaget af træets tilstand, og sansede kun det. Heller ikke regnen, der havde taget til, lod til at gøre Venessa noget. Hendes øjne var mørkeblå af vrede, som sandheden om Meathas tankeløse handling stod klar for hende. Hun trak vejret dybt, for at genoprette kontrollen i sit sind.
Roligt stillede hun sig foran træet og lagde stille sine håndflader mod den ødelagte bark. I en messende tale begyndte hun:

” Skovens Fyrstinde, lån mig kraften.
Kraften som fandtes i træet
Træet der er en del af livet
Livet der atter skal blomstre
Skal blomstre for tilgivelsen
Tilgivelsen af krigerkvindens fejlagtighed
Krigerkvindens fejlagtighed der betød døden
Døden der forsvandt for din gerning.
Din gerning som i sandhed findes i Skoven”

Ved sidste sætning rystede hele hendes krop af anstrengelse. Hun vidste selv, at det var farligt at benytte magi. Hvis man ikke havde den fulde kontrol over det, kunne det betyde døden.
Hun sukkede tilfreds og fjernede hænderne fra stammen. De skader, træet var blevet forvoldt, var væk!
Langsomt genfandt hun sin styrke og vendte sig om mod Meatha. Venessas holdning var stolt og kold, hendes øjne lynede af vrede, da hun fangede Meathas blik…

meatha kikkede på hende hun forstod ikke hendes vrede hun sukked eopgivende og slog ud med hænderne som om det var håbløst *tåblige pigebarn* tænkte hun for sig selv og vendte sig for at gå ind "hvis de har tænkt dem at står herude og blive syg så gerne for mig jeg har beder ting at tage mig til end at vendte på at de bestemmer dem for at opfatte min tilstædeværelse" hun vendte sig om den sorte kappe med don-giffs mærke flavere i vinden om hende og gjorde det klart for enhvær at hun langt fra var i godt humør da der endnu var friske blodpletter på kappen

”Hvad bilder De den ærlig talt ind?!”
Hendes stemmer lød klart gennem uvejret. Meatha var ikke i tvivl om at det var henvendt til hende.

Venessa havde svært ved at skjule sin vrede og sin foragt for denne kriger. At krænke Naturen på den måde, var noget af det mest respektløse hun længe havde oplevet. Hjemme havde det haft voldsomme konsekvenser hvis nogen forulempede Naturen på den tankeløse måde som Meatha havde gjort…

Venessa så koldt på hende gennem regnen…

meatha sukkede og vendte sig om og så koldt på kvinden "hvad mener de jeg bileder mig det ind at jeg indvitere dem indfor i ly a regnen det er det eneste"

Venessa så ligeså koldt tilbage, hun havde langt sine arme over kors. Hendes blik fortalte Meatha at det ikke var lyet i barakkerne hun talte om, men noget helt andet. Venessa trak stille vejret, for at få kontrol over sin vrede....

”Hvad bilder De dem ind, at slå på en af Skovens Fyrstindes højt elskede skabninger? Det træ havde tydeligvis ikke gjort Dem noget, men var bare offer for Deres ligegyldighed ” Trods hendes rolige stemme, ´brændte´ hendes øjne af vrede…

meatha så igen på hende "jeg bilder mig det ind at jeg træner så jeg kan forsvare din usle ræktrum hvis vi kommer i kamp de må meget undskullkd hvis det strider imod deres principper at vi skal brue en trænnings dukke til at øve os i sværd kast men hvi de stiller dem op ved siden af træet skal jeg med glæde gbruge dem i stedet" hun smilede ondt til hende det ville være tydeligt for enhvær at dette ikke var en kvinde man lage sig ud med

Hendes kolde øjne så overlegent t på Meatha. ”Frøken, sidst jeg så efter var det et træ De slog på – ikke en træningsdukke. Træer er levende. Træningsdukker er døde – derfor bruger man til at træne med. Du stikker forhåbentlig heller ikke en kniv i en elver, for at øve Dem?” Hendes stemme var belærende, som talte hun til et lille barn. ”Men ja, hvad ved jeg?” hun trak ligegyldigt på skuldrende og så udfordrende på Meatha. ”Deres familie har tydelig hvis noget med træer” hun smilede overlegent.

”Men hvis De har tænkt dem at står herude og blive syg så gerne for mig. Jeg har beder ting at tage mig til” forsatte hun i den tone Meatha for lidt siden havde brugt. Roligt gik hun forbi hende og ind i barakkernes ly.

meatha sukkede og snerede for sig selv "kvinder deterderfor min hær kun består af mænd!" hun drejede om på hælen og gik selvind for at få en kop urtevand