Enu en ligyldig nat

Det var sent på aftnen og natte himlen stod klar og en lille lunbrise trillede hen over søen Setarian stod med søens kant og kikkede ned i vandet og satte sig ned i skræderstilling og kikkede op på himlen og ned i vandet igen og sukkede for sig selv

((denne tråd er for mig og Valantha(Diana) ))

Og her Diana www.the-place-behind-dar.darkbb.com

meatha kom gående hun ligende som sædvanlig en tordenskyg ghendes røde kappe blaffrede i vinden efter hende og don-giffs våben mærke lyste vildt i den op gåernde månes lys

Set drejede hovdet lidt og kikkede på Meatha der kom gående og lukkede øjne i et sørede blik og drejede hovdet tilbage sdå blikket nu vendte mod sdøens spejl glatte sorte vand

meatha gik over og satte sig ved siden af ham og så ud imod vandet hun bar for en gangs skld igen våben og det eneste der afslørede hendes status inde for hæren var den blodplettede kappe hun bar over sine skuldre

"godaften" mumlede han høfligt til hende og smilede kort hvorfor satte un sig mon her idst han mødte hende var han jo bare som en fremmede lavere stående elver igen men blot 2 uger før det var de jo knyttet tæt sammen han skuppede irreteret denne strøm af tanker og spørgsmål og tænkte i stedet på hvor dejlig en aften det var

"du virker fra værende iaften min kære hvad plager dig" hun så på ham med plagede øjede det var tydeligt at der var noglet der irretrede hende gevaltigt hvis man havede 6 sans vilkle man kunne fornemme de to slags gifte der satrømmede igennem hendes krop

"For mange spørgsmål der ingen ende syntes at have" sagde hun roligt og kikede på hende "Dit sind sytes også at være plaget" sagde han påpegne med et stemme som lød en blanding af ligylkdighed og sørgmodighed

hun rejste sig hurtigt op og kikkede på ham da hun tydeligt mærked eafvisningen i hans stemme "det er underordnede selv hvis det havede betydning ville det ikek intressere dig det mindste så hvorfor forsøge at forkalre dig det" hun vendte sig opm så den røde kappe stod ud til siderne og begyndte at gå

"Meatha.... Hvorfor har du opføret dig så underælig på det sidste hvor er den Meatha jeg mødte første gang og snakkede med og bliv forelsket i hvad skete der med hende er hun forsvundet for at jeg aldirg skal se hende igen?" sagde han med en sørgmodig stemme og bukkede hovdet for at gemme den tåre der glad ned af hans kind dette var et meget dårligt tidpunkt at græde da han jo ikke ønskede det han tørrede hurtigt tåren væk for at være sikker på at hun ikke så den

hun stoppede og stod med ryggen til ham "den kvinde løb ind i en krig og blebv sat tilat styre et land fra det skulte og den kvinde du taler om blev bange undskyld men jeg ved ikek opm hun kommer tilbage"

han rejste sig langsomt og kikkede på hende og sænkede blikket "Er det virkelig sandt? For hvis er mit ønske om at give dig et smil tilbage og føelsen af lykke hvis det du siger er sandt hvad er så nytten i at samle et knust hjerte sammen hvis det bare vil falde fra hinanden igen" Han stod helt stille og tørrede de mange tåre væk men opgav tilsidst og lod dem falde ned på jorden

hun vendte sig da hun hørte gråden i hans stemem oglagede armende om ham "jeg er lykkelig når jeg er sammen med dig betyder det slet intet du gøre mig glad lykkelig fri" nu græd hun også

"Det betyder mere end du aner men hvad skal jeg gøre hvis den min lykke og glæde står hos er væk forevigt hvad skal jeg gøre af de føelser som jeg har givet til dig hvis dine føelser af kærlighed for mig er forsvundet for andrig at komme tilbage hvad skal jeg så gøre?" spurgte han sørgmodigt og lagde armene om hende og holdte hened tæt ind til sig og ønskede hende hun mere nær og han måtte kæmpe for at holde tårene tilbage