En varm forårsdag...

Renfrew grinede lavt og sagde:" goddag i to. Håber i finder vandet i vores lille springvand koldt nok, jeg er ikke en særlig dygtig murer men jeg har da forsøgt at få denne lille kilde til at virke lidt mere civiliseret."

Liliath smilte muntert. Hun kunne tydeligt se at Renfrew var ude på narrestreger. Spørgsmålet var bare om Venessa og Valadir anede uråd. Hun skuttede sig en smule om tanken ved det kølige vand og satte den ene hånd på græsset imesn hun lod sine fingre lege lidt med stråene.

Valadir kiggede på Venessa og trak på skuldrene "tja.." han virkede ikke som om han ville tage særlig meget stilling til noget, på nuværende tidspunkt.

Herefter kiggede han op på Renfrew, da han begyndte at tale til dem.
"Ah jamen er det ikke Renfrew! Jo det er et ganske glimrende springvand, men måske skulle de have bygget det et sted hvor man ikke falder over det" Sagde han til ham, med ironi i stemmen, mens han smilte op til Renfrew.

kilden var nu en gang der hvor kilden var, og det der med at føre vandet afsted er jeg ikke kyndig nok til at gøre"
Renfrew smilede venligt stadig med hånden i vandet:" jeg synes vandet virker lidt for lunkent men mon ikke jeg kan lave lidt om det"
Han grinede let mens han muntert udsage:" Dahan, du som gav os den milde vinter lad dine kræfter give os den frost som er nyttig i kampens hede"(frosthånd hvis nogen skulle være i tvivl)

Vandet blev straks koldere og lige omkring Renfrews ene hånd dannede der sig små krystaller af is som dog hurtigt forsvandt igen i det lune vand.

Ved Renfrews nummer, satte Venessa sig forskrækket op over den pludselige kulde. Men da hun fik øjenkontakt med Renfrew kunne hun ikke lade være med at le. ”Tak Renfrew, nu føler vi og straks mere hjemme” lød hendes muntre stemme.
Hun vendte sit blik mod sin bror, for at fange hans, før hun forsatte ”Det er ligesom issøerne der hjemme om sommeren...” tale hun roligt videre og sig halvt op…

Jeres hjem lyder smukt, smukt og dejligt" sagde renfrew smilende"undskyld min lille spøg men jeg ahr bare været så dyster de sidste par dage og er begydt at lve lidt op igen."
Da Venessa fangede hans blik smilede han stort, et smil som endda nåede hans trætte øjne og fik hans arede ansigt til at virke lyst og drenget.

Det gav et sæt igennem Valadir, da Renfrew begyndte at kaste sin formular. Han rykkede hurtigt væk fra Renfrew, men da han opdagede at formularen bare var rettet mod vandet, slappede han lidt mere af. Dog var hans ubehag, over at Renfrew kastede magi så tæt på ham, meget tydelig.

Han gav et lavmælt fnys, efterfulgt af en kuldegysning på grund af den pludselige afkøling. Men utroligt nok valgte han at lave være med at kommentere handlingen.

Renfrew flyttede sit blik fra Venessa og smilede undskyldende til Valadir over sin spøg, han holdt sit grin tilbage og så igen på venessa.
"jeg.. håber ikke min lille spøg gjorde jer ondt."
Igenfangede hans øjne venessas hvilket fik ham til at smile stort.

"Nej den gjorde os intet ondt, Renfrew. Det var nærmere en rar afkøling, må jeg indrømme" Sagde Valadir roligt, da han havde fundet sin selvkontrol.

”Men jeg må bede Dem om at holde Deres magi for Dem selv, De ved jeg ikke bryder mig om den slags. I det mindste kunne De advare os først” Hans stemme var stadig rolig, men en smule irettesættende.

Vandet omkring dem var stadig køligt, men det lod ikke til at genere Venessa, der smilede venligt tilbage til Renfrew. Da Valadir begyndte at tale så hun atter mod sin bror. Let bøjede hun hoved, som for at bekræfte at Renfrew ikke burde benytte magi i Valadirs tilstedeværelse....

Med et indgående blik så Venessa på Valadir. Et lille uskyldigt smil lå ubemærket på hendes læber. I hendes blå øjne lå et lille specielt glimt, da de spørgende mødte hans….

Valadir så Venessas blik, og forstod hvad hun ville. Han smilte igen, og gav et kort nik.

Herefter kastede han sig frem mod Renfrew, med et grin.

I samme øjeblik Valadir greb fadt i Renfrew, mærkede han også Venessas blide men faste greb i hans arm. Begge Wéntes søskende lo hjerteligt, og sendte Renfrew og hinanden store varme smil, mens vandet sprøjtede om dem. De to søskende arbejde godt sammen da de i fællesskab, venskabeligt tvang den tredje højelver ned i det kolde vand…

Renfrew gav et forskrækket råb fra sig da han blev trukket ned i vandet. den store tunge mand kæmpede kun symbolsk imod de to søskendes legesyge angreb og han lo hjerteligt da han blev nedsænket i det kolde vand.
Han sprellede lidt og lagde sin ene arm om Valadir og lod sin vægt tynge dem begge ned.

Liliath smilte lidt af deres små numre, og hun kunne ikke lade være med at grine da Renfrew også blev trukket ned i springvandet. Dog blev hun siddende under træet, stadig tynget en smule af sine egne tanker. Hendes blik gled fra Renfrew til Valadir, og til sidst over på Venessa. Hendes smil blev en smule mindre, og hun så ned i græsset i stedet, men tvang så sig selv til at se op igen imens hun forsøgte at smile igen, hvilket da også lykkedes ret godt.

Venessa så hjerteligt på Valadir og Renfrew der tumlede rundt i det kolde vand. Mens middags solens varme stråler forsøgte at nå ned gennem træernes grønne blade. Hun lo fornøjet af de to elvere…

Pludselig faldt hendes blik på noget lidt længere væk. Det var Oraklet. Venessas glade smil blev større da hun så hen mod Liliath.
”Kan Dahans orakler tåle at blive våde?” lød Venessas stemme henvendt til Liliath. Stemmeen var venskabelig og varm, præcis som denne sommerdag…

Liliath rettede igen blikket imod Venessa og gengældte varmt hendes smil "Jeg har været udsat for værre ting" svarede hun blidt og rejste sig, hvorefter hun roligt gik hen til springvandet, hvor de to elvermænd tumlede rundt. HUn smilte og rystede let på hovedet af deres barnlighed.

Da Liliath var kommet tæt nok på, førte Venessa hånden gennem vandet og slyngede det mod Oraklet. Venessa mødte forsat oraklet med en venskabelig smil, der kun udtrykte varme...

Liliath nåede ikke at reagere og hun fik vandet i hovedet. et sekund stod hun og så en smule overrumplet ud, men smilte så og satte hånden ned i vandet hvorefter hun selv slyngede en god portion imod Venessa imens hun lo muntert.

De lidt dystre tanker havde efterhånden forladt hende, og måske var det på grund af den dejlige dag og det gode selskab... Hun gad ikke rigtig tænke videre over det

Hjerteligt lo Venessa da vandet ramte hende, trods det ikke gjorde den store forskel på den driv våde pige...

Roligt satte hun sig på kanten af springvandet, og mærkede varmen fra stenkanten gennem sit våde tøj. Hun så venligt mod Liliath ”Hvad bruger Dahans orakel tiden på i dag...?” Hendes stemme var ikke i den højtidelige eller respektfulde tone, som andre i lejeren brugte. I stedet var den varm og blid, som talte Venessa til sin bedste ven…

Liliath smilte, og satte sig på kanten ved siden af Venessa hvorefter hun lagde hovedet let tilbage og så op imod himlen. "Der er ikke så meget at gøre for tiden. Jeg har tilbragt lidt tid i templet. Hvad med dig?" Hun vendte hovedet imod Venessa igen og smilte endnu en gang venligt og varmt. Hun så heller ikke selv nogen grund til at være formel.

Et øjeblik lod hun sit blik hvile på de to højelvere der plaskede rundt i vandet. En skygge gik hurtigt over hendes ansigt, men forsvandt så snart hun så mod Liliath igen. ”Hmm… Jeg har brugt tiden på at lære min plads i Rådet bedre at kende. Jeg føler det er svært, men jeg har jo en god støtte…” hun gjorde en gestus mod Valadir. ”Jeg håber min rejse og mit ophold her i Mintaria kan gøre mine forældre stole, så jeg en dag kan bidrage til samfundet hjemme i Velun…” svarede hun roligt…

Liliath smilte varmt og nikkede. "Ja vi søger alle godkendelse hos nogen. De fleste hos sin familie..." hun stoppede kort sig selv og så en smule dyster ud. Så smilte hun igen og så venligt på Venessa "Jeg er glad for du ville værer med i rådet. Men jeg håber ikke at du føler dig presset til noget?" fortsatte hun og der var et spørgende blik i hendes øjne.

Valadir, der havde tumlet rundt med Renfrew i et stykke tid nu, slap nu væk fra ham (Renfrew ville kunne have mærket at han ikke var helt utrænet).

Han rejste sig fra vandet med et plask lige bag Venessa, og rystede noget af vandet af sig. Herefter satte han sig på kanten af springvanden ved siden af Venessa, han sørgede for at side skråt, så han både kunne se Liliath og Renfrew på samme tid.

Grinende kravlede ud af springvandet og satte sig på jorden. han satte sig så han kunne se på de tre andre.
Hans arede ansigt var trukket sammen i at forsøge på at holde op med at grine og hans våde tøj skabte en lille sø omkring ham.

Venessas blik faldt ned mod jorden ved Liliaths spørgsmål. Hendes mine var eftertænksom, men formel. Hurtig så Venessa over mod sin bror, som for at bekræfte, at han var optaget af noget andet, inden hun alvorligt så op mod Liliath. Lidt tøvende åbnede hun munden for at svare, men der havde Valadir allerede rejst sig fra vandet ved siden af dem.
Venessa holdt Liliath blik, men de livlige blå øjne var blevet udtryksløse, da hun svarede med formel stemme ”Selvfølgelig ikke. Det er kun en ære for min familie og mig, at I ønsker min tilstedeværelse i Rådet”. Hun nikkede venligt mod Liliath inden hun brød øjenkontakten, og vendte sig mod sin bror….

Et udfordrende, drillende, søskendesmil mødte Valadir ”De ser mig noget våd ud, kære broder…” Venessas stemme var alvorlig, men det var ikke til at overhøre den ironi der lå i den…