I Porten...

[Højelvernes lejr den 7. juni, klokken 17.11]

Den hvid-gule eftermiddags sol lader varmt sine stråler ramme Mintarias landskaber. Der er mange folk der bevæger sig rundt i dette rige, alle med et formål. Et vigtigt formål for den enkelte, og måske ubetydeligt for det store og hele…?

Henover marken kommer en skikkelse løbende, det er en ung højelverkvinde, måske bedre kendt som Venessa Wéntes. Hurtig bevæger hun sig gennem det høje græs, det er tydeligt hun har et mål – Højelver lejren…
Da hun nærmer sig den, sænker hun farten. Med en roligt, men grundig håndbevægelse retter hun på sit tøj, så det sidder som det skal…
Med selvsikre skridt træder hun ind i lejren. Søgende ser hun sig omkring…

ud fra sit lille hus ved ingange til lejren kommer renfrew, hans normale sorte kofte hænger på en tørresnor ved siden af huset sammmen med den kraftige slagkofte.
Han er iført sin blå kofte med hvide tegn og han ser ud som om en mand der er igang med de opgaver man normalt ville få sin kone eller tjener til.
Da han ser Venessa retter han sig op og smiler venligt til hende.

Venessas ansigt lyser op i et varmt smil, som om hun netop har fundet den skat, hun så længe har ledt efter…

”Renfrew…” Lyder hendes stemme mildt, da hun går over mod ham. ”Jeg er bange for jeg endnu en gang må bede dig om hjælp og benytte mig af dine evner”. Hun ser undskyldende ned mod det grønne græs, som om hun har dårlig samvittighed over at bede ham om en tjeneste, uden at kunne give noget igen…

Renfrew lader omgående vask være vask og smiler stort, som om det smil han ser er et han har higet længe efter.
"hvad kan jeg gøre for dig Venessa, hvilken af mine små evner kan være dig til hjælp"
Han ser ud som om han har lyst til at gøre noget men han kigger sig om og ser tempel døren der står åben og stopper sig selv.
Han smiler dog stadig varmt til Venessa.

Venessas stemme er tøvende, da hun svarer ”Renfrew hvor mange cirkler behersker du?” hun virker stadig som om hun har dårlig samvittighed over at benytte hans evner.
Hendes venlige blå øjne ser op mod ham, mens hun venter på svar. Hendes øjne er handlekraftige, men alligevel blide på samme tid…

Renfrew så undersøgende på Vanessa og smilede. Hans stemme var rolig idet han sagde:" jeg ville sige at jeg behersker nok cirkler, hvorfor spørger du ?"

Hendes stolte øjne ser mod ham ”Ville du hjælpe mig selvom du ikke forstod formålet, og jeg ikke ville kunne forklare dig hvorfor?” Hendes stemme er alvorlig…

Selvom Renfrew mærker hendes stolte og alvorlige sind, mærker han også noget mere. En godhed for det hun ser. Han er ikke i tvivl om, at hun har det dårligt med at bede om hjælp, uden at kunne vi noget igen. Men samtidig forstår han, at hun står i en situation, hvor hun behøver ham for at handle…

Han så på hende med blide øjne og han svarede uden at tøve det mindste:" hvis jeg er istand til at hjælpe dig, så vil jeg selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan."

Han så ud som om han overvejede at lægge armene om hende men han fattede sig igen.

Venessa så mere en taknemmeligt på Renfrew. Hendes øjne strålede om kap med solen på den blå himmel over, alligevel bed hun sig tøvende i læben. ”Renfrew jeg behøver meget af dig…” hun så et kort øjeblik mod jorden, men forsatte med sikker stemme ”Jeg behøver en del formularer fra dig” hendes øjne var handlekraftige da hun mødte hans blik ”Jeg behøver tre fjerne forbandelse, en omdirigere skade, en kende magi, en fange sjæl, og hvis du har flere opløse…?” hun trak beslutsomt vejret ind…
Eftertænksom så hun må ham, i tvivl om hun havde bedt om for meget af en kær ven…

Renfrew sukkede mildt og sagde:" jeg har de fleste af de formularer, enten som skriftruller eller i min viden om formularer, jeg både kan og vil hjælpe dig.. men.. skal jeg kaste dem for dig eller lave dem til ruller for dig?, begge dele vil tage tid"'
Han så lidt tænksom ud og smilede så,
" jeg vil ikke tvinge dig til at fortælle hvad du skal bruge dem til. Det må du selv afgøre om du vil ud med"

Venessa nikkede forstående og taknemmelig ”Omdirigere Skade og Kende magi er nogle jeg skal bruge på mig. Dem må du meget gerne kaste, men de andre behøver jeg på skrift.” hun så opmærksom på ham ”Hvor længe vil du være om at nedskrive de andre?” Hendes stemme var forsat alvorlig, men også presset. Det var tydeligt hun behøvede dem…

"fjerne forbandelse mangler jeg en af. Men jeg kan få den af Gibra, de er allerede skrevet ned. Fange sjæl kan jeg skrive på nogle timer og opløse har jeg massere af"

"Du skal dog vide at.. min magi er.. dæmonisme formularer"

Han så skamfuld ud da han nævnte dæmonismens kunst.

Hvis Renfrew ikke mente at Venessas ansigt kunne blive mere alvorligt, tog han grusomt fejl. En kritisk rynke lå hen over hendes pande. Om det var nyheden om hvor formularende blev trukket fra eller om det var noget andet var svært at sige…

Venessa samlede sig, og mødte Renfrews blik. Hendes øjne var handlekraftige og stolte som de plejede, alle andre følelser havde hun gemt bort i sit sind. ”Udmærket, hvis du vil give mig de fjerne forbandelse jeg behøver og tre opløse, vil komme igen senere efter fange sjæl”

Hun trak vejret eftertænkt ”Vil du kaste de to andre på mig nu?”

Det vil jeg.. men.. lov mig at du ikke hader mig for de kunster jeg er blevet pålagt, jeg valgte ikke selv at bruge offensiv magi, hvis jeg kunne vælge havde jeg valgt en anden vej"

Hans øjne blev triste af tanken om at hans evner kunne så splid mellem dem.

Venessa så alvorligt på ham "Det ved jeg..." svarede hun kort.

Hendes attitude var afventede og lidt utålmodig, som forventede hun, at han ville kaste sine formularer hende, og hun ikke måtte afbryde hans rite…

Renfrew tog fra tasken ved hans fødder en skrift rulle og begyndte at læse:"

"Lysets kræfter lyd mit ord,
kærm min ven fra død og mord,
lad selve båndet mellem os
beskytte hende mod fjendens trods.
Lad ingen fjende hende røre,
lad dem ondt imod sig selv kun gøre.
Deres kræfter vil snart svinde
Hvis de skader denne kvinde.
Ingen magt kan rettes mod
hun som røre ved mit blod.
lad nu skaden svinde ind
Når jeg røre hendes kind.
Mit bud det bøjer min magi.
Lægger gerne blod heri"
(omdiregere Skade)
Med disse ord lod han sin hånd berøre hendes kind mens den anden tog om hendes håndled.
Det var som om han rystede ved atter at røre Venessa som om det var noget han virkelig havde haft lyst til at gøre længe

Ved hans berøring lukkede hun træt sine øjne, og mærkede hans kærtegn.
Hendes åndedræt var tungt, men beslutsomt.
Klar og selvsikkert skinnende hendes øjne. ”Kunne du skaffe de andre hurtigt?” spurgte hun blidt

Han smilede og sagde:" Så hurtigt jeg kan, selfølgelig.. men kendemagi er ikke en formular, det er bare noget jeg kan"

Lidt skuffet nikkede hun.

”Men vær hurtig…” Hendes stemme var alvorlig og rastløs. Det var tydelig hun var presset.

”Jeg venter her” forsatte hun hurtigt…

Han gik ind i sit hus og hun kunne høre ham bande og rode. efter et par minutter kom han tilbage med en taske.

"Det du spurgte efter er her i, jeg kan hjælpe dig med det magi der skal genkendes hvis det er"
Han så venligt på hende.

Hun så taknemmelig på ham. ”Det går ikke..” svarede hun afvisende.

Hurtig gik hun overmod ham, og gav ham et kram. ”Mange tak Renfrew” sagde hun ind mod hans bryst. Igen trak hun sig væk, men inden hun vente sig om, gav hun ham et kys på kinden. Det føltes blidt mod hans kind…

Inden han nåede at gøre mere, havde hun vent sig med tasken, og var løbet ud af porten mod Hammerborg…

Han så efter hende og sagde til sig selv:" hun får mig i vanskeligheder en dag"

Han sagde det med et smil på læben