tid til nye våben

meatha kom gående ned af gaden på vej imod smeden hun havede længe trængt til nogle nye sværd og det var langt om længe lykkes inu at sparke hende ud af døren så hun kunne komem afsted hendes gang var stoldt og sikekr og hendes tempo tilbageholdent og afslappet et let smil krusnede i hendes mundvige og den sorte kappe bølgede efter hende hun kunne høre ringende fra sin rustning slå imod læderpladerne for hvært eneste skridt hun nød den lyd det fik hende til at føle sig stoldt sikke rog stræk hendes hår han løst til en afvæksling og hun bar en enkel ring i venstre øre hendes venstre hånd var dækket af en hanske og hendes bue hang på ryggen ved siden af hendes pile kokker

En mand væltede ind i kvinden da han havde været dybt optaget at en bog og stogd med næsen begravet dybt ned i den han var i ført et par hvide busker og en skjote det passede til på ryggen sad en bue og et pile kogger som var flydt om med pile manden kikkede på kvinden og bukkede "undskyld min ærede fru det var ikke min mening"

meathas hætte var blevet slået af så man nu kunen se hele hendes ansigt vinden greb i hendes hår og førte det bordt far hendes ansit det var tydeligt at hun var kriger og en af de bedste af slagsen hun løftede et øjnbryn og så på manden og sukkede så da hendes lillesøsters ord rungede igennem hendes tanker*du skal hsuke at være flink og venlig for så bliver folk glde for dig* hun så på ham igen "det er helt i orden der var jo ingen der kom til skade men du skulle måske overveje at se hvor du går" hun talte til ham som når man taler til et lillebarn man ikke regner for noget

Han kikkede på hende med et uskyldig blik og smilede skævt "det vil jeg gøre Frøken" sagde han roligt og virkede meget venlig men han så nu ikke særlig gammel ud som han stod der og så lidt forvirret ud

hun trådte huritgt et par skirdt hend til ham så hun stod kanp en håndsbrede fra ham så lagede hun hurtigt en hånd under hans hage og studernede ham nøge et kort øjeblik før hun trædte tilbage "sig mig hvor gammeler du knægt?" det var tydeligt at hun godt kunen finde på at lange ham en når det skulle være og den eneste grund til at hun ikke hvede gjordt det var hendes lillesøsters ord

"øh.... 364" sagde han lettere forvirret men det undrede han endelig ikke så neget for han så ikke så gammel ud han var vandtil at folk ogfte troede at ahn blot var en ung forvirret elver det generee han endelig ikke så hvad gjorde det at en mere spurgte

hun sprærede øjene op i forbløffelse "du... du.. du er ældre end mig...." hun ligend een der var faldet ned for himlen og det var tydeligt at hun ikke troede sine egne øre "men du liger jo kun et barn" hun rystede på hovet og trædte et skridt værk fra hm "åhh don-giff hvorfor byder du mig det her som om inu ikke var nok" hvisked ehun for sig selv

han kikkede lettere forvirret på hende da han aldrig havde forventt den reaktion da han alrid havde set nogen gøre det tsamme og at hun lige frem syntes at han lignede et barn var helt uvandt for ham "øh er de okay frøken?.." spurgte han med lidt forvirring i stemmen

hun sukekde opgivende og vendte sig om og smielde venligt til ham selv om smilet var falsk og kun en maske hun satte op fordi hun havede fået orde til det fik det hele hendes ansigt til at lyse op og virke meget mere venligt og åbent end før "ja jeg kalre mig men jeg er lidt snte på den jeg skla nå ned i smedjen og hente nogle våben inden de lukker de må have mig undskyldt jeg skal finde nogle mænd der kan hjælpe mig med at slæbe" hun bukkede let og yndefyldt

Han grine uhørligt og kikkede på hedne "jeg kan godt hjælpe dig hvis det skulle være" sagde han venligt til hende og smilte varmt

"du skal være velkommen men de de sikker på at de har tid jeg bliver nød til at infomere dem om at det er virkelig mange våben det drejer sig om det er udstyr til alle de ny uddanede kriger vores dahan paladin have ikke lige tid til at gå med så jeg blev sendt ud i stedet" hun sukkede det var tydeligt at det var anet hun heller ville lave

"jeg har skam masser tid frøken tiden er intet problem" sagde han venligt og begyndte at gå ned mod det sted hvorsmedem lå og vendte sig om ogkikkede på hende

hun smielde for en gangs skyld et ægte smil men tog sig hurtigt i det rettet sig op og gik over ved siden af ham nes hun rettede på sin kappe og fik ved et uheld afsløret den rusning hun bar don giffs våben mærke var prydet ind i brystet på rustningen der var tydeligt at hun var paladin for don giff og genaralens mærke var prydet ind i venstre skylder på hendes rusning

han studerede hedens rustning et kort øjeblik men trak hurtigt sine øjne til sig "Arh en kvinde af højre rang" mumlede han svagt men på ingen måde fornærmene eller ondt mere anderkedne det var endelige lige meget for ham om hun var kriger og troede på don-giff eller om hun var en almen elver og troede på Darhan væken rang eller tro gik han vildmeget op i

hun smielde kort over hans konstatering og åbned edøren ind til smeden og gik ind hun gik direkte over til semden og kikekde ne dpå ham og sangede med en kold og hård stemme "jeg skal bruge kasserne til hæren og så skal de her to udskiftes" hun smed de to sværd på bordet "jeg skal også bruge nogle fler epile og du sætter det bare på meathas regning"

manden kikkede bare på kvinden og lagde sin bog væk i en lille taske som lå gemt under hans tøj han kikkede på våbne og der efter på Kvinden " så du hedder Meatha?" spurgte han hedne kort

"ja jeg er meatha bain den ældste af de fire bain søskende og storesøtster til prinsse inu genaral over den elviske hær og en af don giffs mest frygtede paladiner det under mig du ikek genkendte mig på gaden det plejer alle andre det er derfor jeg går med hætte" hun vendte sig om mens smeden begyndte at lede efter tingende og så på ham mens hun stod støttet op af disken

"jeg kender kun dit navn på grund af at din søster nævnte det da jeg fulgte hende op til den lille by ved navn ravnely jeg fande det uansvarligt at lade en ung pige sm hende rende rundt alene" sagde an venligt til hende og ventede på at smeden skulle blive færdig med at finde tingene frem

"tak for at du passer på hende min bror calan er et skavt og kan ikke finde ud af at tage ansvar for hende og ja jeg er så blevet sat til at passe på to små børn calan frygter mig og inu elsker mig hun ser mig gerne snart gift det er forvirene og virkelig belastende" hun smielde til ham "jeg intressere mig ikek for mænd jeg har mine sværd og dem er der to af" hun blinkkede kækt til ham

Han smilte venligt til hende " det er da søndt stakels alle de mænd som har set dig de må jo være faldet for din skønhed.." sagde han venligt og lagde sine hænder for munden da det gik op for ham hvad han lige havde sagt" undskyld ejg mente iikke at sige noget det kunne lydene fornærmene for en kvinde af din status" sagde hhan undskyldene

hun smielde og rødeme en andelse da hun faktisk følte sig smigert over det hun regede ved at trække sin hætte på plads så han ikke ville kunne se det og svare så "jeg tvivler der er ikke en eneste mand der har kikket efter mig og slet ingen der har vist intresse jeg ved hvornår slagtet er tabt så jeg vlagte at blive kriger da kærlighed næppe bliver det store problem" hun tog imod de kasser som csmeden kom med og gik over med dem til ham "her hvis du tager dem så jtager jeg det sidste"

han tog kasserne og følte det meget pinligt at han lige havde sagt de få ord "det er da ellers underligt er du sikker eller tror du bare at det er sådan det hængersammen du er jo lagt fra frastødene faktis det modsatte" sagdehan tanke løst og følte sig dum at han lige havde lavet den samme fejl to gang i træk "undskyld" sagde han med en lille uskyldig steme

hun smilede igen og vendte ryggen til ham for at han ikke skulle se at hun var blevet smigert hun tog pilende og satet dem i sit kogger og de nye sværd og satte i sin skede (prøv at lade være med at tænke perværst) hvorefter hun tog de sidste kasser "vær sin smag der er mange der ville være ueningge med dig deriblandt alle mine soldater de mer bare jeg er srkæmmende deusden skal du ikke undskylde jeg har fri så du må gnere tale åbnet til mig bare du ikek gør det når jeg er på arbejde eller står foran min hær"

"jeg skal nok vise respekt for dine ønsker" sagde han og gik over mod døren og åbnede den for hende "men jeg tror nu ikke at dn hær kun finder dem skræmmene jeg tror de finder dig smuk men vil bare ikke sige det fordi de helt undgår at komme i problemer" sagde han som om det var det mest naturlige at sige tilæ en kvinde der i hverdagen arbejde med soldater og var føre af en hær

hun gik ud af døren og så på ham da hun gik forbi ham "og jeg tror ike du ved hvad du taler om jeg er temlig sikke rpå at de ikke engang opfatter mig som en kvinde men mere som en af de andre fyre og desuden ved jeg ike hvor sexet det er at have en kvinde sttående indsmurt i blod mens hun sriger odre til højre og venstre" hun gik ud på gaden igen