En varm forårsdag...

[Klokken er omkring 14.00, den 10. maj 1208 eA.]

Solens varme stråler havde bagt ned over Mintaria hele dagen. Folk rundt om i tågeriget nynnede glad foråret- og forsommerens sange. Også i Højelverlejeren var humøret højt. Højelverne sad udenfor i skyggen af de store træ og nød denne varme dag med deres venner og familie…

Ved springvandet sad søskendeparret Wéntes, og talte fredsommeligt om hvilke oplevelser de allerede var kommet ud for. Tonen i mellem dem var venskabelig og lattermild…

Venessa der sad på kanten af springvandet, lænede sig let indover vandet og førte roligt hånden gennem det kolde vand, for at mærke dens kølen mod sin hud. Hun nikkede samtykkende til det Valadir netop havde sagt, og så op mod ham.
”Har du skrevet hjem for nylig?” spurgte hun fredsommeligt…

Valadir sad roligt ved Venessas side, hans alvorlige mine var blevet lagt lidt til siden, i det gode sommervejr. Han smilte venskabeligt til Venessa.

”Ja jeg skrev hjem i går, og fortalte om hvor gode fremskridt du havde gjort dig her i riget. De bliver nok begejstrede!”

Han kiggede roligt rundt i lejren.

”Det er også en god modtagelse vi har fået”

Et stolt smil hvilede et øjeblik på Venessas mund, over sin brors ros. ”Det håber jeg meget…” svarede hun.

Hendes blik fulgte roligt med Valadirs rundt i lejeren.
”Ja, meget. Verakus fortalte ellers helt andre beretninger om Mintaria – Men du kender ham og hans historier fra vi var mindre”. Et glædeligt smil lyste Venessas ansigt op da hun huskede tilbage til sin barndom med sin familien i Velun…

En kort, men varm latter kom fra Valadir.

"Ja, altid havde han noget at fortælle, en eller anden fantastisk historie" Valadir sukkede let.

"Men jeg er bange for at hans advarelse ikke bare var for sjov" Hans stemme var langt væk, tænkende.

Venessas mine bliver igen alvorlig, og en eftertænksom rynke ligger over hendes pande.
”Du tænker på brevet…?”

Spørgende møder hun Valadirs blik…

Valadir sukkede let. "Jah" sagde han stille.

Men så var det som om han rystede tankerne af sig, og kiggede på Venessa med et smil.
"Men det behøver vi ikke bekymre os om nu" Sagde han, hvorefter han hurtigt tog noget vand op i håndefladen, og sendte, med et grin, et steng mod Venessa.

Et øjeblik prøvede Venessa at se meget fornærmet ud - men det lykkedes langtfra, i stedet måtte hun overgive sig til sit glade smil.
Leende fulgte Venessa Valadirs eksempel, og førte hurtig den hånd hun havde i vandet op, så det klare vand pjaskede mod Valadir.

Valadirs latter lød højlydt, da han, sprang op og prøvede at skærme sig for vandet. Da det ikke lykkedes særlig godt, og han fik en del vand i hovedet, stod han et øjeblik og så en smule paf ud. Dog er der noget mærkeligt ved hans undvigelse, som om han lod sig ramme med vilje.

"Det er godt det er så varmt hva’?" sagde han lattermildt, hvorefter han, for sjov, tog et truende skridt hen imod Venessa, som om han ville skubbe hende helt i vandet.

Leende svarede Venessa ”Jah…”. Hendes smil var varmt som solens stråler der forsøgte at komme ned mellem træernes grene og blade.

Hurtig stillede hun sig op på kanten af springvandet, så hun var lidt højere end Valadir. Roligt og velbalanceret rykkede hun et par skridt tilbage. Hun smilede varmt til sin bror, mens hendes blik mødte hans udfordrende, men venskabeligt…

Valadir virkede som om han tog udfordringen op, og rykkede langsomt nærmere og nærmere, med armene lidt ud til siden, klar på spring.

Imens sendte han Venessa et skævt, drilsk smil.

Ind gennem lejrens port kom renfrew gående, han var iført sin sædvanlige læderrustning og sit slidte hverdagstøj. Han havde sin stav over skulderen og sin gamle slidte jagtbue hængende i pile koggeret ved siden.
Han så munter og glad ud, og han smilede venligt til den lille præst der var på vej ud af lejen. I sin frie hånd holdt han et par agerhøns der så ud til at være blevet skudt for kort tid siden.
Han vinkede glad med staven til Vanessa da han så hende på Springvandets kant og stod et øeblik stille som om han overvejede at gå hen til hende, da han så Valadir stoppede han dog helt op igen.

Venessa lagde tilsyneladende ikke mærke til andre end sin bror…

Stadig roligt rykkede hun sig langsomt tilbage. Hendes fødder bevægede sig velbalancerende henover kanten på springvandet, mens hun lo. ”Det er meningen du skal blive stående Valadir” prøvede hun leende at overbevise ham om.

Valadir så heller ikke Renfrew.

Ved Venessas ord, tog hen hurtigt to skridt frem, og hoppede op på kanten af springvandet, så han på den må kom til at stå lige foran hende. Renfrew kunne, fra hvor han stod, tydeligt se at Valadir var i et ufatteligt godt humør den dag, en side af Valadir som Renfrew næsten aldrig havde set før.

Roligt lagde renfrew de friske fugle ved det lille kokke bål han normalt passede og satte sig ned og så på søskendeparet. Han lænede sig tilbage op af et træ og Spændte sin rustning af.
Han blev siddende roligt i sikker afstand til de to.

Da Valadir hoppede op på kanten af springvandet, var det Venessa tur til at være et skridt foran sin bror. Hun smilede udfordrende, men stadig varm og venskabeligt....
Inden Valadir nåede at finde sin fulde balance rykkede hun frem og skubbede ham venligt bagover mod vandet.

Liliath kom langsomt gående inde fra lejren. Hun så ned i jorden imens hun gik og havde en foruroligt mine. Det gode vejr syntes ikke at gøre indtryk på hende, og hun lagde ikke rigtig mærke til sine omgivelser. Hun stoppede og så op da hun hørte plasken fra spiringvandet, og hun smilte svagt da hun så Venessa og Valadir. Liliath lagde armene om sig selv, og hendes smil forsvandt igen i det hun gik hen til det træ hvor Renfrew også sad. Hun satte ryggen imod stammen og lod sig glide ned i græsset imens hendes blik stirrede lidt fjernt ud i luften. Hun vendte hovedet så hun kunne se Renfrew og smilte kort til ham.

Renfrew smilede venligt tilbage og mens han sad roligt og så på de to i vandet sad han og flettede nogle farvede bånd. Solens varme spredte sig på hans arede ansigt og han virkede meget tilfreds.
"vær hilset oh moderens orakel" sagde han leende som om han ikke helt vidste om han så Liliath som ven eller kirkelig overordnet.
"er det ikke en dejlig eftermiddag ? jeg har for en gang skyld kunne jage uden det der tåbelige menneske der kalder sig Sortpote, tramper rundt og skræmmer hvert eneste dyr i miles omkreds langt væk"

Liliath syntes ikke rigtig at reagere på Renfrews munterhed og lagde blot hovedet tilbage imens hun betragtede det legende søskendepar gennem halv lukkede øjne. "Joh, det er skam en dejlig dag. Sommeren ar foralvor ved at få sit tag i Mentaria... Ham mennesket. Er han ikke flyttet til Ravlely?" svarede hun lavt, imens hun stadig sad og tænkte over noget. Mest af alt at hun havde oplevet så usigeligt meget siden hun kom til landet. Og hendes liv havde fået meget mere indhold. Et lille smil banede sig vej til hendes læber og hun sukkede lidt opgivende af sig selv. Tænk at hun kunne gå og bekymre sig på sådan en dag.

Venessas skub fik Valadir alvorligt ud af balance, et kort sekundt stod han hjælpeløst, og prøvede at genvinde balancen, men det gik ikke. Han begyndte at falde bagover, mod vandet, men lige før han tabte balancen fuldstændigt, greb han ud efter Venessa for at trække hende med ned i faldet.

Herefter faldt han leende ned i vandet.

Renfrew smilede stort da de to faldt i vandet og sagde leende:" skal vi lave lidt sjov med vores gæster ?"
inden Liliath kunne svare var renfrew sprunget på benene og var begyndt at snige sig hen mod springvandet. Han lignede lidt en kat med et drillende lys i sine øjne.

Liliath skulle til at sige noget, men da var Renfrew allerede halvt henne ved springvandet. Hun smilte kærligt og rystede let på hovedet. Selv blev hun siddende for at holde øje med begivenhederne. Hun kom igen til at tænke på det der havde optaget hendes sind før, og hun trak sine ben op under sig og lagde hovedet på sine knæ imens hun lidt fraværende så på de andre. Hendes tanker kredsede igen om de syn hun havde haft, og der var noget ved dem alle der foruroligede hende meget.

Overrasket over at blive trukket med, faldt Venessa ned i vandet. Vandet føltes koldt, men også forfriskende mod hendes varme hud.

Da hun igen havde fået sat sig op i vandet, så hun mod Valadir med et smil. Gennemblødt sprøjtede hun en ny håndfuld vand i hoved på ham, mens hun lo glad over deres barnlighed.

Valadir gav hurtigt svar på Venessas sprøjten, men kun med et lille steng.

Herefter satte han sig roligt op, og nød vandets kølende effekt.
"Hvorfor kan alt ikke være lige så ubekymrende som nu, eller som dengang?" sukkede han med et smil

Renfrew satte sig på stenkanten og lod sine fingre glide ned i det kølige vand. Han opserverede de to og smilede blidt. hvis man var tæt på ham kunne man høre at han kluklo lidt.
Hans øjne hvilede lidt på Vanessa og han trak vejret helt roligt mens han tydeligt morede sig over noget,

Da Renfrew satte sig på kanten, drejede Venessa opmærksom hoved mod den nyankomne. Hun hilste ham hurtig med et nik og et lille smil, inden hun igen så på Valadir.
”Det burde du da kunne svare på selv, min så fornuftige og altid velopdragne bror” hendes stemme var udfordrende-venlig, med en ironisk undertone. Hun smilede varmt til ham, inde hun lod sig glide ned i det kølige vand.