På jagt i natten

Hun betragtede ham opmærksom, men uden at sige noget.
Hendes mine var venlig, men tilbageholden. Det var tydeligt hun forventede han ville uddybe sig…

Løgne kan være mange ting" sagde Renfrew med let kulde i sin stemme," nogen gange lyver man for sig selv og de løgne man stikker sig selv er lige så slemme at leve med som de løgne man stikker andre. Nogen gange lader man verden se et ansigt af sig selv, mens man i virkeligheden har lyst til at vise den et helt andet ansigt.. men man ved at det ansigt vil skuffe folk og man skjuler det, man skjuler det til løgnen næsten er blevet sandhed, men den er der stadig, som en splint i ens hjerte"

Hun kunne se at han virkede nedslået ved emnet,

Stadig uden et ord betragtede hun ham. Hendes blik var venligt og på ingen måde fordømmende, nærmere det modsatte. Den stille brise fik fat i hendes hår, og vivler det let rundt, som om det leger med det, blidt samler hun det – stadig uden at tage blikket fra ham. Selvom hendes øjne udtrykke åbenhed, er hun ikke tilfreds med hans svar. …

Han vippede lidt på sine fødder, tydeligt nervøs over at komme ud med disse ting.
"Mine forældre, de ville have ejg blev en fin mand en mand der kunne tøjles og styres, jeg prøvede virkelig at leve på den måde, levede på den måde mens mine brødre fik lov til at være de mænd de ønskede, indtil jeg selv så mig selv som den mand de ønskede. Så kom krigen og jeg blev sendt afsted af vores regent.
I vogterne blev jeg gjort til et monster der kun kunne slås for Dahans sag, jeg kæmpede den krig så længe at jeg til sidst endte med at blive det monster, glemte mig selv. Nu er jeg her og igen ramt af forventninger og regler, men jeg har tænkt mig at være mig selv nu, ikke mere undertrykkelse"

Roligt nikkede Venessa en enkel gang, som tegn på hun forstod.
Træt lod hun sin ryg glide ned af stammen, så hun endte med at side på jorden. Hun trak sine knæ ind under sig, og lagde beskyttende sine arme omkring.

Stadig uden et ord, så hun eftertænksom frem for sig. Mens hun lod sine egne tanker flyve. Det gik pludselig op for hende at hendes familie aldrig havde tvunget hende til en hverv, kun forsøgt at finpudse hende og hendes opførsel. Et svagt smil lå på hendes læber, men det kunne ikke ses i mørket som lå tæt omkring dem.
Renfrew mærkede hendes fraværen. Det virkede ikke længere som om hun lagde mærke til sine omgivelser, men var langt væk i hendes egne tanker - noget hun havde haft brug for...

Renfrew stod stille og så ud i mørket, omkring dem var dyr og fugle igang med nattens mange gøremål, de stille lyde ville næppe være blevet hørt af mennesker, men de to elvere kunne tydeligt høre dem.
Roligt og uden et ord gik Renfrew hen til Vanessa og satte sig ned i mosset ved siden af hende.

Træt lagde hun sit hoved mod hans skulder, mens hun lyttede til skovens velkendte lyder. Et sted i nærheden lød en puslen, da nogle af efterårets tørre blade ramte hinanden, måske på grund af et dyr, eller bare vindens sussen i underskoven.

Venessa trak vejret dybt, og pustede roligt luften ud igen. Den hvide ånde sås svagt.
”Det er tåbeligt at side her, hvis der er udøde i skoven. Selv Skovens Fyrstinde har svært ved at beskytte sine børn mod disse…” Venessas stemme var igen nærværende og mild….

Blidt lagde Renfrew sin ene arm om hende og sad stille lidt og så på hende, hun kunne se at tusind tanker hurtigt fór gemmen paladinens hoved. Han smilede varmt og sagde:" mon ikke hun kan passe på os, eller give os styrke til at passe på hinanden"

Venessa vendte overrasket sit blik mod ham. Hendes blik var forundret, men også kritisk. Hun åbnede munden for at sige noget, men fortrød tydeligvis igen…

Roligt lagde hun atter hoved på hans skulder, mens hun lyttede til opgivelserne. ”Kumanis gør i hvert fald hvad hun kan for at hjælpe sine børn…” lod det roligt fra Venessa…

Der gik nogle øjeblik, hvor de var ganske stille. Skovens lyde var tydelige, og venlige.
"Hvad tænker De" lod det stille fra Venessa "og De kan ikke svare, at de tænkte hvor hyggeligt det er at side her midt om natten i en mørk og kølig skov..." hendes sidste sætning, blev sagt med en bestemthed og varme, kun Venessa kunne...

Et øjeblik så renfrew fjern ud. Så svarede han: Jeg tænker på hvad fremtiden bringer, jeg føler at fremtiden lige nu virker meget usikker, men efterhånden har jeg lært at med usikkerhed kommer der ofte håb.

Han smilede varmt og sad stille med armen om hende

Venessa sad roligt og lyttede til hans ord. Der var stille mellem dem, da hun overvejede dem. Eftertænksom spurgte ”Hvad er håb for Dem…?”

Renfrew kunne ikke se hendes ansigt i mørket, men han fornemmede hvordan hun stille og roligt begyndte at slappemere og mere af…

Jeg tror og håber på at vi elvere kan lære af vores forfædres fejl og holde op med at strides indbyrdes over små ting, jeg ser et håb i det fjerne om at det kan blive sådan."

Han var tydeligt begyndt at slappe lidt af, hans jagt indstilling var ved at falde lidt fra hinaden

Træt gaber Venessa et lille gab, hun fører sin hånd op for munden. Mørket ligger tæt omkring dem, som en tryk dyne.
Hun ser eftertænksom ind i natten. ”Hvilke fejl gjorde vores forfædre?” spørger hun nysgerrigt…
Søvnigt ligger hun hoved mod hans bryst, og venter hun hans svar…

Kærligt lod han sine hænder ae hendes ansigt mens han sagde:"De lod sig styre af intriger og forræderi, de søgte at gå magt fra hinanden gennem rygter og hemmeligheder, de glemte de simple ting i livet. Som at sidde en stille forårs nat i mørket"

Han kyssede blidt hendes hoved og hun kunne høre ham gabe en smule

Venessa som havde været i sine egne tanker, så lidt forundret op mod ham, men smilede så ved hans berøring…
Et sted i nærheden var der igen nogle blade, der gav en puslen da de ramte hinanden. Månen var nu helt forsvundet bag skyerne, og med den, det blege lys…
”Men hvorfor er de små ting så vigtige?” Venessas stemme var kritisk og overvejen…

De små ting er vigtige fordi de minder os om at vi er en del af en større virkelighed, de giver os et blik på at verden er mangfoldig og smuk og der er andet i den end os og..."

Han stoppede med at tale, det totale mørke vækkede noget i ham. Han lyttede meget nøje.

Renfrew fornemmer noget et stykke fra dem, men han kan ikke gennemskue hvad. For ham kan det ligeså godt være et af skovens dyr, og dog…

Lidt overrasket over hans pludselig stop, ser Venessa op mod ham. En dyb eftertænksom rynke ses i hendes pande. Men da han ikke virker truet af noget, forsætter hun...
” er andet i den end os, og...?" gentager hun, for at få ham til at forklare videre…

mange elvere glemmer naturen, de tænker kun på at pynte deres huse med smykker og statuer af underlige ting, og fylde sig med vine fra underlige gårde.."

Renfrews frie hånd søgte ned til bæltet og fjernede stroppen fra den korte daggert så den let kunne trækkes, Vanessa kunne mærke han delte sin opmærksomhed mellem hende og omgivelserne.

Venessa mærkede hvordan hans fokus havde flyttede sig. Opmærksom så hun op mod ham.

Renfrew var ikke længere i tvivl, der var noget et sted ganske nær. Men også noget der tilhørte denne verden...

Han fornemmede hvordan hans uro smittede af på Venessa…

Han viskede helt stille:" der er noget, noget skjult, tæt på os"
Hans frie hånd flyttede sig ned til daggerten og han greb skæftet fast i hånden.

Raslen blev med et meget højlydt, og ikke langt fra Renfrew og Venessa kom en rang skikkelse til syne. Med en rolig og kold gang kom den imod de to.

”Renfrew, fjern hånden fra din kniv! Din troende attitude kunne jo få nogen slået ihjel” Valadirs stemme dryppede af arrogance og ophøjethed.

Renfrew fjernede roligt hånden og svarede:" jeg har en tendens til at være forsigtig når folk sniger sig rundt i skoven, jeg har været ude for mange grimme ting her på det sidste og jeg vil meget nødig ende som mine forgængere"
Renfrews stemme var fuldstendigt rolig men han fjernede forsigtigt armen han havde rundt om Vanessa

”Forsigtighed er ikke nødvendigvis at begynde at trække våben, og vifte med ildkugler til højre og venstre, bare man hører den mindste lyd”. Valadir var nu nået helt hen til Venessa og Renfrew.

Valadir ventede ikke på svar, før han vendte sin opmærksomhed mod Venessa. ”Og du bør ikke gå alene rundt i skoven midt om natten, hvem ved hvilke andre galninge du kunne støde på i mørket?” Hans stemme var ikke vred, nærmere irettesættende.

Renfrew skulle til at sige noget, men han så på Vanessa og holdt ordene tilbage.
Han sad stadig ned og gjorde ingen mine til at rejse sig

Venessa der endnu ikke har sagt et ord, men bare siddet ganske stille med en forulempet mine, vendte pludselig sin fulde opmærksomhed mod sin bror. ”Nej jeg kunne jo komme ud for at støde på dig…” Hendes stemme er forsat rolig, men udfordrende…