På jagt i natten

"Drop attituden Venessa!" brød Valadir ind, før hun kunne fortsætte.
"Det er ikke mig der er ved at overfalde enhver, der nærmer sig i skoven" Hans stemme er hård, og han gør en gestus imod Renfrew mens han snakker.

Valadir sukkede lættere opgivende.
"Venessa, du ved at jeg har ansvaret for dig, det går ikke at du render rundt i skoven midt om natten. Du kunne komme frygteligt til skade" Hans var med et blevet blød og følsom.

Renfrew lænede sig lidt tilbage og sagde så:" med al respekt Valadir, med alt det der er sket i den sidste tid er det vel på sin plads at være lidt paranoid, jeg kunne aldrig finde på at skade Vanessa."

Han så roligt frem på Valadir.

Et øjeblik var Venessa glad for at mørket lå så tæt om dem, så Valadir ikke kunne se hendes ansigt.

”Du kan være ganske rolig kære broder, jeg kommer ikke til skade i skoven, og slet ikke hvis folk gav sig til kende i stedet for at skygge deres omgivelser” Venessas stemme var ligeså blød og følsom, som Valadirs havde været da han svarede, alligevel var hendes undertone ikke til at tage fejl af…

Valadir kiggede et sekundt fra Venessa til Renfrew, og gav så et stille fnys.
"Jeg kan ikke være rolig når du sniger dig ud på dette tidspunkt, du ved efterhånde hvad der kan gemme sig i mørket, og selv om du finder en ven, kan der stadig ske ulykker i mørket" Hans stemme var belærende, men også noget dyster, det er helt tydeligt at han ikke bryder sig om hvad Venessa sagde.

Renfrew så fra søster til bror og fra bror til søster. Han kæmpede med at holde sine ord i sig og måtte virkelig bide sig i læben for at holde mund. til sidst mandede han sig op og sage:" Valadir, hun er jo en voksen kvinde og hun kan med sikkerhed beskytte sig selv. Selv jeg opdagede hende næsten ikke i skoven så hun kan tydeligt bevære sig uset."

Hvis ikke det havde været så mørk, ville Renfrew kunne have set at Valadir sendte ham et gennemborende blik, men på trods af mørket kunne han mærke det.
"Men på trods af hendes gode skjul, var de ved at riste hende med din ildkugle da hun nærmede sig dig" snærede han af Renfrew.

Da Valadir var færdig med sin forgående tale, trak Venessa vejret ganske langsomt ind, for atter at puste det ganske stille ud. Mens et gentagende ord, havde mindet hende om noget. Hun lyttede ikke mens de talte videre. I stedet prøvede hun at tøjrede sine egne følelser...

Ydmygt bukkede hun hovedet.
”Nej Renfrew, Valadir har ganske ret jeg bør ikke forsvinde i nattens mørke uden at mægle et ord om hvor jeg går hen” hendes stemme var rolig, mens vreden brændte i hendes sind…

Renfrew så på Vanessa og det gøs i ham, i hans tanker begræd han at han kunne mærke hendes frie ånd adlød noget.
Han så op på Valadir og prøvede at regne ud hvad elverens humør egentlig var.

Valadir kigger først lettere overrasket på Venessa, men giver så et veltilfredst nik.
”Godt at du forstår hvad jeg prøver at lære dig søster, for husk hvad min rolle er i din rejse her”

Venessa løftede igen sit hoved og mødte hans blik.
”Det husker jeg, kære broder. Denne rejse skal i sidste ende lære mig, hvordan jeg klare mig selv, både i et Højelversamfund, som i en Menneskeby, men også i hvis skæbnen ville mig at jeg stod i en mørk skov om natten…” Stadig holdt Venessa sin stemme i et ganske roligt stemmelege…

Renfrew kunne ikke lade være med at smile da hun sagde det. hans alvorlige mine faldt sammen som et dårligt korthus.
Han sagde nærmest til sig selv:" og hvis nogen kan klare sig så er det da dig"

Valadir sendte kort Renfrew en irriteret blik, der var ikke plads til hans kommentar, i leksionen til Venessa. Herefter vendte han igen blikket mod Venessa.
"Ja kære søster, du skal lære at befærde dig i skoven alene, men at gå i skoven om natten uden at du har fortalt nogen det, er bare direkte dumt. Hvis du forsvandt i skoven, er det vigtigt at nogen ved hvor du forsvandt.” Valadirs tone er igen blevet blid, han virkede nu mere urolig for sin søster, end han virkede vred.

Valadir du taler jo til hende som om hun var et uartigt barn"
Renfrew så med medlidenhed på Valadir som om han havde indset noget Valadir ikke hvade set.
Han smilede og fortsatte:" hun glemte bare at sige hvor hun gik hen, hun var i sikkerhed her med mig, jeg er ganske harmløs, overfor hende"

Renfrew så roligt på Valadir og sluttede sin tale:" og du fandt hende jo, der er ingen fare mere"

Valadir vendte roligt blikket mod Renfrew, og rankede sig lidt op på samme tid.
"Nej jeg snakker til hende som om hun er min søster, som jeg er bekymret for" Hans stemme var igen påvirket af en vis arrogance, og ophøjethed. "Dette er en forglemmelse der ikke må ske, og er hun nu også i sikkerhed med dig?, du som var klar til at kaste magi i hovedet på hende..?" Ordet magi blev vrænget ud, som om det var giftigt.

En sand soldat angriber først når han ar identificeret sit mål Valadir, og jeg er en af de bedste der findes, jeg ville aldrig nogen sinde skade hende, tror du virkelig at hun, som er så klog, ville lade mig sætte sig ved hendes side hvis hun følte jeg var farlig." på intet tidspunkt hævede renfrews stemme sig over normalt tone leje og vanessa som stadig sad tæt på ham kunne mærke at paladinens puls og vejrtrækning var totalt rolig.

Renfrew rømmede sig og fortsatte:" kunne de tænkes at jeg også vil gå gennem ild og vand for at beskytte hende, husk at du ikke taler til en eller anden anden rangs livvagt i en tåbelig menneske by, du taler til Renfrew Slange sværdets mester og ikke en eller anden tåbelig bonde"

"Jeg betvivler ikke deres kampkunst Renfrew eller deres rang" Sagde Valadir nu mere rolig. "Men de har ingen ret til at blande dem i familien Wétes' affærer, hvad end dit navn eller rang er. Venessa skal lærer, at klare sig selv, og tro mig jeg betvivler ikke at du vil beskytte hende, men jeg kan vel ikke regne med at du vil være ved hendes side hele tiden?”

At jeg er ved hendes side hele tiden er hverken ønskeligt eller muligt, men du må lære at vise tillid til de folk der omgiver dig, især når de er i et land som mintaria hvor reel velvilje er meget meget sjælden, men tro mig jeg vil være ved Vanessas side hver gang hun tillader at jeg er det"

Renfrew rettede sig lidt op og fortsatte:" du har et mistroisk væsen Valadir, og det er ganske gavnligt ved hoffet og andre steder hvor mange adelige(ordet adelige nærmest brændtei renfrews mund) er samlet, men her i blandt vores folk er der ingen der stræber Vanessa eller dig efter livet, du bliver nødt til at slappe lidt af, med hensyn til vanessas udvikling hvad lære hun af at du kommer hende til undsætning hele tiden, man lære bedst at svømme ved at blive kastet i vandet ved du nok"

"Jeg tror ikke at nogen blandt vores folk stræber os efter livet, jeg er nu mere bange for alle de andre væsner der render rundt i dette kaotiske rige" Valadir virkede mere rolig nu, men på trods af det bar hans stemme stadig præg af hans arrogance.
"Venessa skal skam lære at svømme selv, men jeg nægter at smide hende i vandet, og lade hende drukne. Hun skal lære at tage sine forholdsregler, og ikke bare gå midt om natten i skoven, uden at fortælle nogen hvor hun går hen.” Valadir holder en kort pause, og sukker så stille. ”Det er et held at hun stødte på dig, i stedet for et af de monstre dette rige tydeligt er præget af. For jeg regner ikke med at dette møde var aftalt?”

Jeg ved ikke hvad du antyder Valadir" Renfrew skjulte sin latter bag en påtaget fornærmelse. " men jeg har ikke for vane at aftale møder midt om natten i skoven, den slags ville være både tåbeligt og klodset. Hvis jeg skulle møde nogen ville jeg foretrække mit hjem eller andre steder hvor der er både mere trygt og mere varmt."

Han slappede igen af og fortsatte roligt:" det er ganske sikkert et heldigt tilfælde at hun stødte på mig og ikke på de blege skabninger i skoven men selv hvis hun havde stødt på dem er jeg sikker på at hun ville kunne have reddet sig i sikkerhed eller råbt på hjælp, en hjælp som tydeligt ikke er langt væk når både du og jeg er i skoven, du bliver nødt til at lære at give slip Valadir, husk heller ikke du kan være hos hende hele tiden."

"Præcis! I havde ikke aftalt mødet." Valadir lød som om de nu var nået til sagens kærne.
"Venessa kunne ikke vide at vi var her ude, Venessa kunne ikke vide at vi var herude til at hjælpe hende. Hvad nu hvis det var et eller andet beskidt menneske der fandt hende, når hun råbte på denne hjælp, et menneske som kun var ude på at berøve hende eller det der var værer? Man kan ikke bare gå og regne med at redningen er lige om hjørnet"

Hvis jeg kender hende godt nok er hun istand til at forsvare sig selv Valadir hun er en kompetent troldkvinde efter hvad jeg ved, og det burde være nok. Du må altså prøve at give lidt slip på hende."

Renfrew var begyndt at blive lettere ireterret men skjulte det bag sin facade af lederskab.

Venessa sad bare ganske roligt på skovbunden, og lyttede til Renfrew og Valadirs diskussion om hendes opdragelse og om hvordan hun skulle opfører sig. Det mindede hende om de sidste par år i hjemriget Velun, hvor også hendes strikse moder havde sagt noget i den samme stil.

Venessa rejste sig fra den kolde jord, så hun var på et mere lige niveau med sin bror. Mørket lå forsat over dem. Over hendes ansigt lå en skygge , der kun gjorde det nemmere for hende at skjule hendes tanker.
Stadig uden et ord betragtede hun dem, hun følte ikke længere det var en diskussion, men bare en mudderkamp om hvem der havde ret….

"Så det de siger er at de med glæde ville lade deres egne søskene løbe rundt i skoven, uden nogen form for beskyttelse, selvom de havde kræfterne til måske at kunne klare sig selv?" Det var tydeligt på Valadirs stemme at han også var ved at blive en smule irriteret, samtalen gik jpo bare i ring.

Ikke med glæde, men man kan ikke altid være der Valadir, nogen gange skal de have lov til at flyve selv. men jeg gider ikke have den her diskution, det er nedværdigende for Vanessa som er en voksen kvinde at vi taler om hende som om hun ikke var til stede."

"Så ser det ud til at du forstår mig. Jeg kan ikke være mere enig, denne diskussion er tåbelig" Valadirs stemme var anerkendende, det var helt tydeligt at han ikke brød sig om at Renfrew blandede sig så meget.