sommeraften ved den lille bådebro

Hendes ansigt var stadig vendt mod søen, men det virkede ikke længere, som om hun så det smukke syn lige foran hende. "Men et højelversamfund skal ikke bygges på en hær, så bygges det på frygt. Det skal bygges på respekt – en respekt der er gensidig” hendes stemme var ganske lav, måske var det mere henvendt til hende selv, blot en talt tanke?

Hun drejede sig, så hendes øjne kunne møde hans. En svag skygge lå over hendes ansigt og de alvorlige øjne. ”Fordi De går forbi Rådet, Renfrew” hun havde svært ved at skjule den skuffelse der lå i hendes ellers rolige stemme…

Jeg er kun gået forbi rådet en gang.. og det var fordi rådet ikke kunne samles og en beslutning måtte tages. Jeg vil ikke lade sortelverne herske over os aldrig nogen sinde"
Han så koldt udover vandet" nogen måtte gøre noget, og rolig jeg vil ikke bygge et samfund på frygt men i mintaria er en hær nødvendig ellers bliver vi knus af vores fjender de Tarini tro ønsker os døde og det er min opgave at forsvare os alle, det kan jeg ikke gøre uden en hær"

Igen drejede hun sit ansigt væk fra ham. Rynken på hendes pande var atter kommet frem, denne gang på grund af en undren og en tvivl.
Der var stille imellem dem et øjeblik, mens Renfrews ord synes at falde på plads.
”Det er ikke sotelverne, jeg taler om Renfrew. Det er de nye – diplomaterne. Hvem har taget den beslutning, at det er dem, der skal fører højelvernes ord og ikke Rådet?” hendes stemme var forbløffende rolig, til trods for Renfrew kendte hende godt nok til, at vide at vreden lå som en ulmende glød på en tørkeramt mark, ikke langt bag hendes kølige stemme..

Balsamørens lærling tog beslutningen" Renfrew sukkede:" jeg er under hende i alle henseender hun er præst og jeg er tempelvogter så jeg kunne ikke sige hende imod, og uden højpræsten var hun kirkens stemme i rådet. Beslutningen om diplomaterne blev taget uden om rådet og uden om mig jeg adlød bare, da hun ellers ville opgive mit navn til maskerne og det ville blive min død, hun ved ting, ting jeg ikke har fortalt andre end dig.. Hun kender til min tid i grænsekrigen og til kilden til mine magiske evner. Hun ved hvad Toki og Argil gjorde ved mig og hun ved at jeg har hjulpet med at holde Kumanis kræfter ved lige her i landet"

Hans øjne skindede og hans hænder rystede men han holdt sin vrede i sig og sagde:" Jeg vil afholde et rådsmøde så der kan rettes op på dette igen, det er ikke for sent endnu men det kræver at rådet kan samles ordenligt. Fra denne måned frem vil ingen Diplomater forhandle på vores vejne uden om rådet "

Venessa synes at være faldet lidt ned under Renfrews tale. Hun havde i hvert fald vendt sig mod ham igen, og set på ham uden skuffelse og had rettet mod ham. ”Hvilken ret har Balsamørens lærling i forhold til den enkle elver og Rådet? Hvorfra ved vi, at hun er præstinde i Dahans navn?”
Venessa havde forsat svært ved at skjule over for Renfrew, som kendte hende for godt, hvor tråd på hun følte sig af denne kvinde.

Et øjeblik lod hun sit blik falde for at finde sin indre styrke igen. ”Og hvorfor er det forkert at hjælpe Kumanis? Hvem er den moder er nægter at hjælpe sit barn?” hendes stemme var miserabel og vred. Renfrew gættede på at disse føleser stammede fra et lignende nederlag, hun havde oplevet en gang for mange år side…

Hun har ret over mig da hun er stillet over mig i kirken, Balsamørene er dahans reneste tjenere da de giver deres frihed og liv til hendes tjenste. I alle præsters fravær tog hun midlertidigt pladsen som kirkens stemme i rådet. Jeg ved hun er præstinde af Dahan fordi jeg med min magi har undersøgt hendes tanker en oplevelse jeg helst ikke vil have igen."
Maskerne ser det som forkert fordi en Dahans tjener ikke må give sin manna til andre guder end Dahan og denne balsamør lærling er kyndig at få det til at lyde som om jeg var ved at opgive min tro.. neget jeg aldrig ville kunne. Jeg stoler ikke på hende længere end jeg kan kaste hende og hendes mester har givet mig frihed fra hende nu"

Venessa kunne se en vrede bølge i den unge elvermand som hun ikke helt kunne finde kilden til, hans stemme var let skælvende.

"Rådet vil aldrig mere bøje sig for en enkelt person, det var deet jeg kom for at gøre, det var derfor jeg jog den faldne fyrste bort, fra nu af skal ALT gå gennem rådet jeg nægter at vi bliver som andre elver samfund, svungne efter en dekadent leders vilje"

Undrende brød Venessa ind ”Maskerne?” afbrød hun ham. Det var tydeligt at ser på hendes uforstående ansigtstræk at hun ikke genkendte ordet…

Maskerne er en gruppe af særlige folk, ingen ved hvem de er og alle der opdager dem bliver dræbt, de kaldes også for Dahans vogtere og vandre mellem almindelige højelvere forklædt som handlende, soldater, præster og så videre. Når de finder korruption eller halvelvere i for stort antal udryder de det og forsvinder igen. Deres primære mål er halvelvere og dæmoner da de ses som den største trussel mod elvernes renhed. Men paladiner som mig der har brugt dæmonisme som magi eller præster som pludselig fornægter dahans eksistens er også blandt deres mål"

Renfrews vrede blier afløst af frygt og han vender blikket bort

Hvor end de bliver hidkaldt kommer de og man finder først ud af at de har været der når deres opgave er slut. Jeg bryder mig ikke om at der findes nogen som ingen har kontrol med og jeg ville aldrig selv hidkalde dem. Jeg anser mig selv som modig, men maskerne frygter jeg.. meget"

”Nogen må jo have kontrol over dem, ellers er det jo bare en flok krigeriske elvere der har tolket Dahsns bud… anderledes… De har vel respekt for andre en Dahan selv – hendes præster muligvis?” Venessas stemme fra spørgende, men både rolig og kontrolleret.

Fredeligt forsatte hun inden Renfrew nåede at besvare hendes første spørgsmål. ”Men vil det så sige at balsamøren lærling har hidkaldt dem for at skaffe dig af dage, fordi du ikke har tjent Dahan tro” Hendes stemme var fuld af foragt og mistro. Det var tydeligt hun ikke selv troede må sine ord og kun ventede på at få dem afkræftet…

Hun har ikke hidkaldt dem endnu.. og jeg tvivler på at Gibra vil lade hende gøre det da han stoler på mig og jeg har i hans øjne ikke fobrudt mig mod gudinends bud, og i vores lejer er han kirkens endelige overhoved hun er blot en tjener og det er påtide hun får det at vide"

Han virkede lidt mere rolig nu og fortsatte:" højpræsterne har en vis magt over maskerne og vores hjemlands dronning er holder dem i snor, Fuldt udlærte balsamøre kan sanse maskerne og kan standse deres jagt hvis de ønsker det, Dornagath ville aldrig lade masker dræbe i mintaria uden at ofrene var i hans sorte bog og der står kun et navn i den for tiden"

”Og hvis er det?” spurgte Venessa lige ud. Igen lignede hun en der kunne bede tungen af sig selv over sin uberettede nysgerrighed.

Kort lod hun sit blik falde, men fik samlet atter sig. ”Hvad er den Sorte Bog, og hvad bruger han den til”. Hendes stemme var stadig nysgerrig men mere forbeholden denne gang. Hendes øjne så venligt på Renfrew, mens hun ventede på hans svar…

Vores tidligere fyrste som brugte et mørkt ritual til at omskabe sig selv til en helvt høj halvt sortelver med dæmoniske evner og som svor hævn over vores råd, hans navn er i bogen, den sorte bog er balsamørens kontakt til dahan, i den står hans nekromantiske magi da Dahan forbyder alle andre Dahan tro at bruge ulivets kræfter han og kun han kan bruge denne bog og i den skriver han navne på dem som ønsker os alle ondt"
Renfrew så ned i jorden og virkede lidt usikker

Roligt betragtede hun ham, som forventede hun at han ville forsætte...
Hendes klare blå øjne var trætte efter en lang og hård dag, men alligevel syntes de viljefaste og parate til at tage i mod, hvad de end måtte blive budt…

Det er alt hvad jeg ved om den sorte bog venessa" Renfrew smilede skævt og fortsatte:" Balsamørene er et meget lukket broderskab og de har hemmeligheder som jeg ikke har adgang til, jeg tror ikke Dornagaths unge lærling ved nok til at kunne dømme andre og han vil snart sætte hende på plads"

Hun sendte ham et lille smil, fra den ellers så alvorlige mund.

”Hvordan kan du være så sikker på det?” hendes stemme var imødekommen, men der var en lille splint af tvivl i den.

"jeg har kendt Dornagath i næsten 100 år.. længere end hans lærling har levet, hun handler meget udfra et barns opfattelse af verden og det er påtide hun lære at se verden mere nuanceret end hun gør"
Han gengældte hendes smil varmt

Venessa havde svært ved at undertrykke et opgivende suk ”Balsamøren virker ellers ikke som om, at han kan tolererer andre end Dahan tro” hendes stemme var igen blive toneløs…
Afventende så hun på Renfrew med sine stolte blå øjne.

Han kan godt, men vil gerne fortælle om dahan, han har en lidt mysitsk måde at gøre tingene på men på bunden er han god nok. Han anderkender Alanoon og Kumanis som Dahans døtre men foragter Tarini, Han så helst at alle elvere var så dahan tro som ham selv men han har indset at tollerance opnår mere end tvang, det har jeg delvist lært ham"

Renfrew fangede hendes blik og det var tydeligt at han slappede af ved at se hende i øjenene

Hendes blik faldt igen på søens rolige vand, der slog rytmisk og afslappet mod broen.
”Det kunne han godt blive bedre til at visse..” lød det næsten uhørligt fra Venessa. Hendes ansigt var afslappet, men hendes stolte øjne så eftertænksom frem mod horisonten...

Bestemt," renfrew klukkede lidt "men bær over med ham, han er gammel. meget gammel og det han er ved at lære en helt ny måde at leve på. Det sker ikke på en enkelt dag"

Renfrew så ned på vandet der slog mod broen og hans åndedræt virkede helt i ro nu

Venessa havde trukket sine ben sammen, og sad nu med armene om dem. ”Sikkert ikke..” lød det køligt fra hende, mens hun så ligegyldigt henover vandet.
Hun sukkede stille og træt...

Renfrew satte sig helt hen til hende. Han lagde en arm om hendes skulder og begyndte at sige noget, men ordene slap op i munden på ham. Han sad bare stille og så på solens stråler og sagde så:" nogen gange, lever jeg for de stunder du og jeg har sammen i ro og fred"

Hun lod sig træt falde ind i hans favn, men hun lyttede til naturen omkring dem og Renfrews ord. Hun så udfordrende og venlig op mod ham ”Nogen gange?” spurgte hun med et smil ”Hvad så med de andre gange?”. Hendes stemme var varm og imødekommen...

Han smilede:" andre gange lever jeg for at overleve længe nok til at vi kan få disse stunder" han holdt hende i et blidt men fast greb og han så hende ind i øjnene, vreden og frygten fra før var helt afløst af en blid varme

Hun lo stille af ham, og så smilende op mod ham. Et øjeblik syntes Renfrew at se igennem Venessas stolte, men varme blik. Han så igen noget han aldrig havde set i en renblodet-elvers øjne før – en smerte. Men ikke en almindelig smerte, som når man slår sig. Nærmere en smerte af at være fanget - afmagt. Som når noget har vredet sig tusinder af gange uden at kunne komme fri...
Inden han nåede at tænke mere over det, mærkede han Venessas hånd mod hans kind. Et varmt smil mødte ham, og da han igen så ind i de blå øjne, viste de kun mildhed og glæde for hvad de så…