sommeraften ved den lille bådebro

Han skød tankenerne om det han så før bort og smilede tilbage mod hende han sukkede let ved hendes berøring og lod sin ene hånd kæle blidt for hendes ansigt. Hans øjne rummede nu et lys der fik den stolte paladin til at virke meget varm og fredelig. Hans læber formulerede et spørgsmål men ikke en lyd kom frem.

Hun så opfordrende op mod ham, som for at få ham til at gentage.
Hun fjernede blidt sin hånd fra hans kind, med et lille smil. I stedet lod hun hånden berører hans hånd ganske blidt, men hun ventede på at gentage sit spørgsmål…

Han lo en smule og sagde mens han så ind i hendes øjne istedet for at gentage sit spørgsmål handlede han han kyssede hende blidt og sagde så:" det var det jeg spurgte om jeg måtte gøre"

Hun prøvede et øjeblik at se fornærmet ud, men denne mine blev hurtig afløst af et varmt smil.
Blidt førte hun hans hånd på til sin mund og med en kærlig og gengældende bevægelse, mærkede han blid hendes læber mod hans hånd, i et nænsomt kys.

Hendes kys fik en lille gysen til at gå gennem renfrew, han rødmede lidt og smilede varmt til hende.
"Du bringer gode ting frem i mig, du forstår at få mig til at se verden mere fornuftigt"
Hans smil var varmt og kærligt og hans ene hånd kælede blidt hendes kind.

Hun trykkede sig blidt ind mod hans hånd, ved hans kærtegn, som en kat ville gøre det. Hendes øjne så ærlige op mod ham ”Jeg er glad for at kunne bringe fornuft ind i din verden” svarede hun med sit drillende smil…

han nussede hende kærligt mens solens sidste stråler forsvandt nedover søens spejl. mørket ko m stille krybende mens han holdt om hende.
Han kyssede hendes kind og hviskede:" jeg håber jeg giver dig en smule ro og lys i dit liv"

Venessa smilede blot ved hans ord og skulle til at sige noget, da en buldren lød bag dem.
Som ren refleks vendte Venessa sig opmærksom mod lyden. Et lille mistroisk smil lå på hendes læber, men så lo hun blidt. Renfrews gryde og indholdet var kogt over, og gløderne lå nu og kæmpede for at overleve det vand der var røget ud over dem…

Renfrew lo højt da han opdagede den lille gryde han helt havde glemt.
Hans latter var mild og varm.
"sikke et rod jeg har fået lavet der" han prøvede at se alvorlig ud men kunne simpoelthen ikke

Venessa forsatte med le, både har Renfrews uheld, men ligeså meget at forsøg på at være alvorlig. ”Ja, så er der også mad til skovens dyr i aften – og varm mad til og med”. Hun så drilsk mod ham, forsat med sit varme smil på munden mens hun prøvede at undertrykke sin latter…

Renfrew lo højt og sagde:" ja så kan hverken dahan eller kumanis brokke sig over at jeg ikke sørger for de dyr der lever omkring mig"
Han klukkede stille og smilede til hende." desværre får vi ikke rigtig noget af den, men det går nok, jeg er en forfærdelig kok"

Hun smilede varmt til ham ”Det går nok, ellers er der jo lavet kroer til det samme”. Der var en kort pause mens hun så mod maden der lå på den sommervarme jord ”Ellers burde Valadir også være kommet tilbage” hendes stemme var en smugle fjern, da hun nævnte sin bror..

Jeg ville gerne beholde dig lidt endnu lo renfrew, Valadir ville næppe blive glad hvis han så os holde om hinanden."
Han smilede varmt men hans øjne flakkede lidt som om han forventede Valadir dukke op af mørket.

”Nej sikkert ikke, selvom det undrer mig” hendes stemme døde ligeså roligt hen.
Hun fylte hans blik varsomt ud i mørket, men uden at finde det han søgte…

Han søgte igen hendes øjne og ssmilede til hende. :" du er noget ganske særligt for mig Venessa, det ved du godt ikke sandt?"