lettelse suk

"Det ville hjælpe hvis du satte dig ned da jeg ikke er særlig høj" svarede han venligt "du har et kønt smil" konstanterede han venligt og smilede blot for sig selv

en let rødmen spredte sig over hendes kinder hun satte sig huritgt med mest for at skjule sin rødmen "du er da højer end mig og jeg er ikke lav" svarede hun

han smilte lidt "ja det har de ret i" sagde han kort og smilte over hednes rødmen da han havde set den men sagde ikke noget og forsatte bare "hvordan er din søsterr så " spurgte han for at bryde tavsheden der havde lagt sig

et smil af kærlig og og lykke fik ehdens ansigt til at lyse op "hun er godheden og renheden selv jeg har aldig mødt sådan en uskyldig og kærlig person som min søster hvis alle var som hende ville vi alle leve i perfekt harmoni hun er alt hun betyder alt for jeg ville sælje min sjæl for at rede hendes liv hvis det engang kom dertil"

"du elsker hende mere endlivet selv? det er meget kærlighed til en søster men da kun godt" sagde han venligt det var længe siden han havede set sådan en godhed verdnen var ej god og det var sjældent man så en godhed der var som den kærlighed det var fra Meatha og til hendes søster Iut

hun smilede "tro mig det ville være umuligt at elskede hende mindre jeg kan huske en gang jeg havede været i krig selve krigen var statet ved at et højelvisk adelsbrudepar var gået over marsken og orkerne havede følt sig støt så de havede angrebet dem og skudt bruden ned mine mænd så det og det endte med at hele den elsviske hær tog deres våben og løb i kamp vi fik slagtet orkerne men jeg selv blev hårdt såret det lykkes for en at skære min rusning op efter at have skåret mig i venstre arm og venstre ben og højre arm så jeg var faldet på knæ og have ikke mulighed for at bevæge mig men i al fald min rustning blev skåret op og mit bryst fik samme tur bagefter jeg husker ikke anet end vores paladin der skreg ´i rør hende ikke´ da jeg vågende igen var det første jeg så inu der lå græede hend over mig mens hun råbte mit navn men jeg kunne ikke svare hende de første 10 min da smerten have frataget mig evnen til at snakke og min mund var fuld af blod ved sådan et bevis på kærlighed hvordan kan man så anet end at elske hende?" hun smilede ved sig selv over mindet jo inu var fantastisk

"Jeg var selv tilstede og ja hun elsker dig højt og jeg håber for jer begge at i vel leve vel for Iut spreder lys i mørket oog viser livets glæde igen npr man syntes alt er sort og det er en gave som kun få beside" sage han med et smil og huskede ganske tydeligt episoden

"jeg vil iværtfald ikke tillade at der sker hende noger hvis vi havede haft nogle slægninge ville jeg have sent hende hjem til dem da de nok er beder til at se efter hende end jeg er da jeg konstant risikere døden men det har vi ikke så jeg må bare prøve at beskytte hende så godt jeg kan mens jeg endnu lever" hendes smil forsvandt langsomt da hun var mere end bevist om at hun konstant var i livsfare

"Bare rolig du dør ikke det lover jeg dig ellers vil jeg sørge for at du vender tilbage til os det ville være sønt at se en pige som have midstet noget hun elsker så meget som dig" sagde han beroligende og nussede begroligende i nakken ganske ubevidst da det nu var en vane for at af gøre ting som dette

hun nød det inderligt men rystede så på hvoedet og rejste sig op hun var ved at falde hænd og det var det sidste hun kunne tillade sig hun så ned på ham "tak der er jeg glad for mem skulle vi gå der var noget med en kjole" hun smilede blidt til ham og rakte hånden ned for at hjælpe ham op

han rajste sig uden hjælp fra hende da han godt kunne beholde noget af sin værdighed selvom det medste var tabt men han var jo sådan uden for krigens rasen og og det kunne folk ikke rigtig ændre på an var jo bare venlig og høflig og en gang i mellem dumdristig når han glemte at tænke vidre over havd han sagde men det var enu en gang ham og sådan ville han altid være "ja det skulle vi vel.." sagde han og gik over og åbnede døren "efter dig" sagde han høfligt og kikkede ned i jorden

hun gik over til ham og løftede blidt hans hage med en finger hvorefter hun blidt kyssede ham på munden hun vendte sig om og drejde hovedet og blinkede kækt til ham "du er så sød at jeg bare blev nød til det" hun begyndte at gå ud af døren og efterlod for første gang siden sin ankomst sin rusning

Hans blik blev forvirret og bagefter blev han helt rød i hovdet men tog sig sammen og fik rettet bliket mod hende men rødmende stadig en lille smule det var langt fra noget han havde forventet og slet ikke af hende

hun gik ud af døren i retning mod butikkerne

//out