I Stalden...

Hun smilte varmt til ham. ”En skam..” lød det mildt fra hende, inden hun lænede sig frem, og kyssede hans hals ganske blidt. ”Var det slemt…?” Hendes stemme var varm og udfordrende på en kærlig måde..

Han fanddt igen hendes læber og kyssede hende blidt mens han drog hende tættere til sig. hans brød kysset og sagde leende:" nej, det er skønt, virkelig dejligt"
Han smilede genert til hende

Hun strøg en lille tot hår, som var faldet ned, om bag øret. Hendes øjne så mildt på ham, mens det på samme tid udfordrende og kærlige smil mødte ham…
”Havde det været lige dejligt hvis jeg havde været vild eller natfødt?” hendes leende stemme, havde et præg af alvorlighed i sig ”… eller hvis jeg havde været et menneske..?”
Hun lagde kærligt sit hoved mod hans bryst, og så op mod ham, for at fange hans blik…

Han lo let,:" jeg er bare glad for at det var dig." sagde han og holdt hende tæt til sig mens han så ned i hendes dybe øjne.
Han smilede og sagde forsigtigt:" et kys er et kys uanset om det var en elver eller et menneske jeg kyssde, det er de følelser jeg lægger i det der afgør det."

Hun smilede varmt til ham, et smil der udtrykte mere end glæde, men også noget der kunne minde om respekt. Hun nikkede stille, mens hun betragtede ham.
”Hvad er den sværeste beslutning, du nogensinde har taget…?” Hendes stemme lød sikker, som om hun havde overvejet dette spørgsmål længe og nu endelig havde fundet de rigtige ord at spørger med.
Mens hun så op på ham, holdt hun hans hånd i sine mens hun nussede den mildt…

han så på hende og sagde:" min sværeste beslutning var at tage til mintaria og derved forlade grænse krigen. men jeg er glad for at jeg tog den beslutning"

Hun sad legende med hans fingere, mens hun lyttede. Roligt så hun frem for sig, og lod igen sine tanker flyve…
Mildt så hun op mod ham og smilede nikkende…

Han gav hende et blidt kys på kinden og sagde glad,:" hvis jeg ikke var kommet her til ville vi jo aldrig have mødt hinanden, og det ville være skidt."

Hun smilede sødt til ham ”Jeg er sikker på Skovens Fyrstinde ville have ført os sammen, hvis det er det der er hendes mening… ”
Blidt bevægede hun sine fingre over hans arm og hånd…

Han bøjede sig lidt ned og kyssede blidt hendes hals mens han nussede hendes nakke.
"jeg er sikker på at dahan ville have vist os vejen til hinanden hviskede han"

Hun så opgivende på ham, men denne mine blev hurtig afløst af et varmt blik. Et lille smil lå på hendes læber…
”Måske..” lød det ligegyldige svar, inden hun træt lænede sig ind mod ham…

Renfrew holdt hende tæt til sig og kælede blidt hendes ryg, hun kunne mærke hans tunge rolige åndedræt mens han stod og holdt hendes hoved mod sit bryst.
Solens stråler var efterhånden blevet røde og spredte et hyggeligt blidt lys i den lille stald

Venessa sad stadig på skillevæggen mellem de to folde. Trygt sad hun op af Renfrew, og mærkede hans hjerteslag…
”Kan du virkelig holde af en der ikke tilbeder din gudinde…?” Hendes stemme var følelsesløs og rolig…

Selvfølgelig, kan jeg det, jeg er ikke skabt til at påtvinge folk min tro."
Han holdt om hende og vukkede hende en smule mens ahan fortsatte:" Elverne er Dahans børn men ikke alle tilbeder hende, imodsætning til mange andre Dahan tro har jeg lært at acceptere dette og hylde den forskellighed der gør vores samfund stærkt"

Venessa mærkede hvordan hendes krop slappede af i hans favn. Hun lyttede stille, til hans beretning. Et øjeblik tænkte hun tilbage til sit hjemland. Hun vidste at man derhjemme ikke helt delte samme opfattelse af verdenen og skabelsen…
”Hvad er den totale modsætning til det du tror på…?” Hendes stemme var igen neutral og uden fordomme, men hendes nysgerrighed var stadig stærk…

Det totalt modsatte ?" Renfrew tænkte sig grundigt om:" Det totalt modsatte af det jeg tror på er at give op og lade andre falde hvor jeg kunne hjælpe, jeg tror på at der er noget godt i alt så det modsatte må også være at kun se mørke"
Renfrew stod og holdt hende tæt og hun kunne mærke den stærke krigers krop slappe helt af som hun mærkede det første gang i hans hjem, det var som om alverdens problemer blev taget væk fra hans skuldre.

Hun så op mod ham, der var et glimt i hendes øjne da hun sagde ”Mørke?…Der findes også mørke sider af Naturen, såvel som af din skaber” Hendes stemme var rolig, men udfordrende – på en kærlig måde…
Hun nød at mærke denne tryghed, en illusion om at intet kunne rører hende i hans stærke favn..

han kyssede hende kærligt og sagde:" uden mørket kan lyset ikke skinde, uden mørket er vi lige så fortabt som vi ville være uden lyset. Jeg håber bare at jeg kan være et lille lys i nogens verden"

hun smilede varmt til ham ”Det er jeg sikker på du allerede er i nogens verden…”. Hun sænkede forsigtig blikket…
Roligt betragtede hun sine opgivelser. Solen der varmede stalden op med sine gul-orange stråler, fuglene der stille kvidrede udenfor, mens elverfolkets stemmer lød af og til, og halmen der luftede sødt denne forårsdag…

Renfrews øjne søgte også rundt i rummet, den søde duft af varmt halm lå sm en varm dyne i rummet, han var tydeligt glad ved det der skete og kunne man se hans øjne ville man kunne se en frisk glød som var sjælden hos den ellers så alvorlige Paladin, hans fingre gled blidt om til hendes nakke og strøg den roligt mens hans anden hånd søgte at finde hendes hånd.
Hans stemme var blidt da han hviskede i hendes øre:" øjeblikke som dette ville jeg ønske varede evigt"

”Så ville De ikke værdsætte det…” Hun strøg blidt sin hånd ned over hans kind. Hendes mørkeblå øjne så opmærksomt på ham, hendes vurderende mine var igen kommet til udtryk.
Roligt betragtede hun ham, så hans ansigt, der berettede om hårde kampe der havde efterladt ar, både på krop og sjæl. Hun så hans blå øjne der så mildt på hende med den specielle glød. Hans rolige mine der gav hende noget særligt …

Det kan der være noget " sagde Renfrew med et smil, han lod stadig sine fingre kæle blidt for hendes nakke og skuldre.
"jeg nyder dette, meget endda,"

Hun smilede kært til ham. Blidt løb hendes fingre ned over hans arm og forbindinger ”De bør tage dem af i aften, inden De går til ro…” hun gjorde en gestus i retning af hans bandager, for at fremholde hvad hun talte om. Hendes ansigt var igen blevet alvorligt, da hun tænkte på hvorfor Renfrew med nødvendighed bar disse…

Han smilede venligt og sagde:" det er rigtigt, der kan gå infektioner i det hvis man ikke skifter forbindinger, normalt ville jeg bruge magi til at hele mine sår, men jeg tør ikke lige nu"

Hun nikkede samtykkende til hans ord. ”Måske burde De opsøge Deres Tempel, og bede Deres gudinde om hjælp…
Hendes stemme var venlig, men hun lod ham samtidig vide, på en hjerteligmåde, at hun ikke forefandt meget i hans tro, såvel som gudinde …