I Renfrews hjem

Renfrews lille hus var ikke meget andet end et telt rejst op af en af de ruiner der iforvejen lå i lejren, det han kaldte sit hjem bestod af et lille ildsted med et par gløder i, en kiste med hans få ejendele og et stativ med hans to rustninger på.
Ved den solide bagmur lå der et stort tæppe med en bunke puder og tæpper som delvist tjente som seng, delvist so siddeplads.
Hans sværd og bue hang på et lille stativ der stod lige inden for indgangen.
på en kasse stod der en flaske med vin og tre glas.
Renfrew tændte en lille lampe inde i huset og fik liv i den lille ild i ildstedet så huset blev badet i et blidt orange lys.
Han tog sin grønne kåbe af og lod den falde på tæpperne ved endemuren og smilede til Venessa, idet han sagde:" Tja, det er ikke meget men det er da i det mindste varmt."

”Et hjem er et hjem” smilede hun tilbage.

Nysgerrigt trådte hun ind i teltet, hendes øjne så opmærksomme rundt. Intet lod til at går forbi hendes nysgerrige blik.
Yndefuldt tog hun Renfrews kappe af og foldede den en enkel gang, for så at følge hans eksempel og lægge den på tæpperne ved endemuren. Hun satte sig på hug foran ildstedet og lod sine hænde hvile foran den varmende ild. Roligt så hun tankefuldt ind i ilden. Renfrew så tydeligt at hendes tanker befandt sig mange kilometer fra hans hjem, men hvem vidste hvor? Lyset fra ildstedet spejledes i hendes klare øjne, så flammernes dans blev gengivet i dem.

Renfrew stak kort hovedet ud i nateluften, så satte han sig ned på tæpperne, han så på hende længe før han sagde:" det blvier vidst storm i nat"

Hun så over mod ham ”Bare en af Naturens sider” svarede hun i en munter tone.

Ildens knitren lød beroligende fra ildstedet. ”De sagde tidligere at De ikke brød Dem om lejeren, at der er en dårlig stemning” begyndte hun, som for at henlede ham tilbage på emnet. Hendes klare øjne så afventende på ham...

Folket er præget af at vi mangler lederskab og at der mangler et formål med vores tilstedeværelse. det skaber uro og dårlig stemning, og så det faktum at sortelvere,orker og andre ting frit kommer rendende in i lejren gør at jeg føler mig utryg

Hendes store blå øjne så alvorligt på ham. Hendes stemme var forstående, men også handlende.

”Hvad De fortæller mig, er en tilstand der kan løses” Hun så ham intens i øjne, da hun ønskede han lyttede og forstod. ”De må endelig ikke misforstå mine ord. Jeg kan sagtens sætte mig i denne befolknings sted. Men jeg ved også, at det ikke er første gang, at et højelversamfund i Eloria har følt mangel på lederskab, formål med deres tilværelse og hvad det må medføre – uro og modfald" Hendes øjne var bedrøvede, da hun tænkte tilbage på de sidste tre måneder i en højelverlejr fuld af kaos og uro…

Venessa trak vejret dybt, mens hun oprigtigt på Renfrew. ”De kom selv med løsningen i eftermiddags – et råd” Hun smilede, men ikke et smil der nåede hendes alvorlige øjne…

Så er det, det vi gør. ET råd må indsættes og orden må genoprettes i landet. når det er gjort vl vi kunne fokusere på de andre problemer i verden

Hun nikkede anerkendende, enig i hans beslutning…

”Jeg tror bestemt et råd kan skabe en bedre fremtid. Men det er nødvendigt at gøre Fyrsten opmærksom på dette, ellers kan det ses som et angreb, om hvem ved hvad det bringer…” hendes stemme var alvorlig.

Renfrew så på hende og hans ansigt brød ud i et roligt smil:" du taler med stor visdom Vanessa, og du har ganske ret i det du siger"

Venessa så meget genert ned i jorden. Hendes kinder blussede op, så de blev let rosa. Det var der flere grunde til: Hendes mors stemme stod pludselig klar "Venessa! Du har et klogt hoved, hvorfor bruger du det så ikke, i stedet for at fjolle rundt med De Vilde?!”. Et lille kom uset frem på Venessas mund.
Den anden og måske den endelige grund til hendes rødmen var: ros.

Hun genvandt sin rolige og kølige mine. Dog var hendes rosa kinder, svære at overse på hendes lyse hud. Hun gav et nik, som tak. ”Og det bør være snart”. Hendes ansigt lyste op i et mildt smil da hun så på Renfrew.

Renfrew forsøgte at lade som om han ikke bemærkede den søde rødmen i venessas ansigt han smilede venligt til hende og sagde stille.
Det bliver snart. meget snart

Venligt smilte Venessa tilbage. ”Godt, så håber vi det vil den første spire til Mintarias orden”. Et håb sås i hendes rolig blå øjne.

Hun så vurderende på Renfrew, uden at sige et ord. Hendes mine var igen blevet overvejen. ”Må jeg spørger Dem om noget?” Hendes stemme virkede for første gang usikker…

De må altid spørge" Sagde renfrew med et smil.

Hun smilede taknemmeligt. ”Jeg tænkte om De måske kunne fortælle mig, hvem denne Frøken Meatha Bain og resten af denne Bain er?” Hendes blik var spørgende, da hun mødte Renfrews blik…

De er gode folk som ankom til lejren mens jeg kortvarigt var sendt til grænsen for at slås, de er unge og ved desværre ikke ret meget om den verden vi lever i men jeg forsøger at give dem den viden jeg har.

Renfrew så genert ind i venessas øjne

Venessa blev ved med at se ind i Renfrews øjne. Hendes blik var blidt og imødekommende.

”Men denne Frøken Meatha Bain virker så…” Hun overvejede et øjeblik, hvordan hun skulle formulere sig ”...så snæversindet..” Forsatte hun. Hendes stemme var ikke fordømmende, nærmere undrende som om hun ønskede at forstå denne Meatha…

Renfrew smilede let.. hun er en hård kvinde som prøver at være mere hård end hun egentlig er

Venessa nikkede ”Det var også min fornemmelse” svarede hun, mere henvendt til sig selv end til Renfrew.

Derimod er du ikke så ligetil. du er tydeligvis meget berejst og ved utrolig meget. og dog virker du nærmest som om du ikke vil rådgive unødigt..
Renfrew smilede varmt og skænkede sig selv et glas vin og tilbød hende det samme.

Hun mødte genert hans blik ”Det har jeg fem ældre søskende til” smilede hun udfordrende – et rigtig lillesøster-smil.

Hun tog imod glasset og sendte ham et smil som tak. Hun holdt elegant på stilken, mens hun lavede en stille bevægelse med glasset, så vinen roligt bølgede op på siden, og lavede ”gardiner” på indersiden…

I baggrunden kunne de høre ildens knitren. Ildens flammer gav et lunt lys…

Renfrew smilede og sagde:" Vinen er fra min faders vingård, den må være 300 år gammel eller mere"

Han drak stille og betragtede Vanessas elegance mens han sad og lyttede til de springende gløder

Træt efter dagens oplevelser og gerninger lod hun ildens varme lune sin kolde krop.

Stille betragtede Venessa vinens bevægelser. ”I hvilket område dyrker Deres far vin?” spurgte hun nysgerrigt. Hun fjernede sit blik fra glasset og så i stedet ind i Renfrews øjne.

Hendes blik var som altid venligt og imødekommende.

Renfrew tog en ren kappe fra sin lille kiste og lagde den blidt om skuldrene på Venessa og smilede venligt mens han så ind i hendes øjne.
"min far dyrker vin i et lavlands område nær ved en stor sø. han sender mig vin ind i mellem. Denne flaske har jeg haft med mig i 200 år"

Venessa prøvede at bibeholde sit venlige min følesløse ansigt. Alligevel var Renfrew ikke i tvivl om, at hun værdsatte hans betænksomhed da han så ind i hendes taknemmelige øjne..

” Dyrker Deres far selv vinen eller har han folk dertil?” Lød det spørgende fra Venessa.
Som Renfrew havde lagt mærke til tidligere, virkede det ikke som om at Venessa var bange for at bevæge sig ind på fremmede emner hun ikke anede noget om. Nærmere tværtimod, en hel speciel gnist lyste nysgerrigt i hendes øjne, hvis hun havde mulighed for at lære nyt. Den mindste smule uopdaget land, der blev opdaget, så ud til at fryde hende…

Renfrew holdt sin ene hånd på hendes skulder og så venligt ind i hendes øjne.

" Han har en del folk til at hjælpe ham, han driver et større vinslot blandt andet sammen med mine brødre"