I Renfrews hjem

Blidt tog Venessa fat i hans hånd, og hev let i den, som for at få ham til, at sætte sig ned ved siden af hende.

”Men De blev kaldt i krig, og senere hertil af Dahan, så derfor dyrker De ikke jorden som resten af Deres familie?” Hendes mine var interesseret og spørgende…

Han satte sig hen ved siden af hende og fyldte igen sit glas.
"jeg har altid været en strejfer, siden jeg kunne rende på mine ben har jeg set mig om i landet og jeg kunne ikke bare blive hængende på samme sted hele mit liv. Jeg måtte se den verden der omgiver os og lære den at kende og beskytte den mod de onde farer der kommer fra det grå land"

Hun havde trukket sine knæ op til sig, mens hun lyttede. Et lille smil lå på hendes læber, hun genkendte noget i starten af hans historie.

En frygt lå i hendes øjne da hun spurgte ”Har De nogensinde bekæmpet eller set dem fra Det Grå Land?”. Smilet fra Venessas mund var væk, hun virkede for første gang urolig…

Renfrew så angsten og lagde beroligende sin hånd på hendes, han smilede og sagde:" i min tid har jeg bekæmpet meget, Orker, mørkets elvere, skrigende spøgelser, levende lig og folk der hævdede at være guder, men jeg har dog endnu aldrig stået overfor en fuldt udviklet dæmon"

Hendes hånd var kold. Taknemmelig lænede hun sit hoved op mod hans skulder og arm. Venessa så ind i ildens flammer og lyttede…
Hun rykkede panden, da hun stødte på et fremmed begreb. ” Mørkets elvere…?” lød det spørgende. ”Er det dem, de her i Mintaria kalder natfødte eller Tarinis børn…?”.
Venessaa hånd var igen varm og hun virkede atter afslappet.

Han lod sin hånomslutte hendes og svarede med en ro i stemmen der fik det hele til at lyde hverdagsagtigt.
"Mørets elvere er en sekt af elverfolk der tilbeder guder mørkere og mere dystre end Tarini den ynkelige undskyldning for en gud. De lever kun for at knuse alle elvere der ikke er født under nattens stjerner men Dahans vogtere holder dem evigt stangen"

”Er det en race eller en overbevisning?” lød det nysgerrigt fra Venessa. ”Kender De til deres guder eller sloges De kun mod dem?”
Hendes mine var igen blevet sikker. Afslappet sad hun op af ham, og nød hans nærvær.

Han holdt roligt hendes hånd og sagde nærmest hviskende:" det er en overbevisning blandt sortelvere tror jeg, selv om de bruger mennesker og orker som storm tropper"
har ikke studeret deres guder grundigt.

”Er de dødelige ligesom os…?” spurgte hun i samme tone som hans forgående svar ”Ved De, hvad deres guder står for?” Hun havde svært ved at skjule sin nysgerrighed…

Venessa havde stillet glasset med vin ved siden af sig. Sin frie hånd lagde hun på Renfrew, blidt bevægede hendes fingre sig over hans, i en agende bevægelse…

Renfrew lod sin ene hånd gengælde hendes kærtegn og smilede venligt.
"deres guder er kolde og ønsker at formørke verden, mere ved jeg ikke, de bløder og det der bløder kan dræbes, men de er gode til at tage deres døde med fra slagmarken når de flygter"

Han så hende ind i øjnene og lod sin ene hånd lægge sig på hendes skulder

Venessa mødte hans blik. Hendes klare blå så venligt på ham. Kært lagde hun sit hoved til siden, og så spekulativt ind i hans øjne.

Hendes ansigt var langt i et udtryk der viste foragt. ”Hvor lever disse elverer?… Nåede i at dræbe dem alle?” Hendes stemme lød som om hun håbede på et ja.

Blidt forsatte hun med at kærtegne hans hånd.

Mange, men for alle der faldt er der ny overalt men hvis vi bare kunne afhøre dem ville vi få oplysninger om dem."

Han holdt blidt om hendes skulder og smilede blidt til hende

"Men det kunne I ikke?"

Afslappet lænede Venessa sig ind mod ham, mens hun nød hans selskab. Hendes milde blå øjne stirrede ind i ilden, mens hun lod tankerne flyve…

De tog altid deres sårede med sig når vi slog dem på flugt, de der blev efterladt begik selvmord med gift."

Hans fingre foldede sig om hendes hånd og han virkede tydeligvis meget afslappet

Venessa nikkede til hans fortælling. ”Det er svært at forstå disse elvere…” Hendes stemme var følelsesløs, og hendes ansigt beklageligt ”…Forstå deres guder…” forsatte hun. ”Men jeg håber inderligt, at de en dag vil se sandheden…”.

Hun flyttede sit blik fra ilden, og så i stedet på Renfrew. Et smil lyste hendes ansigt op, da hun mødte hans blik…

Renfrew lod sit blik hvile på hende og hans alvorlige mine forsvandt, erstattet af et stort smil
Han så hende ind i øjnene som om der ikke var andet i verden end hende i dette øjeblik

Et velfornøjet smil besvarede hans, mens hun forsat blidt kærtegnede hans hånd.
Mildt betragtede hun ham. Hendes mørkeblå øjne så ind i hans. Renfrew kunne se hun nød dette øjeblik..

Renfrews øjne var fyldt med varme mens han aeede hendes venstre skulder blidt. Han så dybt ind i hendes øjne med et lidt spørgende men varmt blik

Venessa så mildt på ham, med den samme spørgende mine som han selv havde set på hende. Så lyste hendes ansigt igen op i et stort smil. Hendes øjne strålede om kap med flammerne. Genert lagde hun sin kind på hans skulder og nød hans berøring…

Stille lod han sin hånd aee hendes hår og ryg mens han lagde den hånd der hidtil havde holdt hendes hånd omkring hendes ryg.
Han sagde ikke noget kun vindens rusken og ildens knitren brød stilheden

I hans trygge favn lyttede hun til vindens rusken. Hun kendte denne lyd og følte sig knyttet til vinden – Naturens stemme.
Hun lod sin ene hånd glide over hans arm. I blide, legende bevægelser lod hun sine fingre løbe ganske let over den. Varmt så hun op på ham…

Renfrew nød tydeligt hendes berøring og lod sin ene hånd kæle hendes ryg blidt.
Han drejede hovedet og så ind i hendes øjne.

Hendes blik var varmt og åbent.

Roligt sad hun op af ham, med sin kind liggende mod hans skulder. Han kunne mærke, hvordan hun roligt trak vejret.
Stille knitrede ilden, fra det lille bål. Venessas blik så igen mod flammerne. Et lille smil sås på hendes mund. Hun mindedes for mange år siden, den gang hun var ganske lille og sad i familiens tjenestekøkken sammen med folkene på gården. Om aften listede hun sig tit ned i køkkenet, ganske vist mod sin mors vilje. Men hun havde nydt at sidde blandt tjenestefolkene og lytte til gamle sagn og historier der blev fortalt…

Hendes tanker vendte igen tilbage til teltet. Veltilpas mærkede hun Renfrews kælen mod hendes ryg. Hendes fingre kærtegnede fortsat hans arm i rolige bevægelser. Hun nød øjeblikket...

”Hvad tænker De…?” lød Venessas milde stemme…

Han så ind i hendes øjne og sagde lavmælt: jeg tænker på at dette her er et skønt øjeblik"

Han kælede blidt hendes ryg og nakke

Et lille tilfreds smil vistes på hendes mund. Hun lægende sig ind mod ham igen.
Stille nød hun hans kælen. Da hans hånd nåede hendes nakke, lænede hun sig ind mod den, for at påskønne hans berøring netop der.
Blidt flettede hun sin hånd ind i hans…