I Renfrews hjem

han lod sine fingre flettes med hendes og nussede hende kærligt i nakken.
Ilden døde langsom ud og han holdt hende tæt så de ikke skulle fryse.

Stille betragtede hun de røde og orange gløder, der langsomt døde hen. Og mærkede hvordan varmen forsvandt med dem. Mørket sænkede sig roligt omkring dem, som lyset svandt ind.

Roligt lænede hun sig ind til ham, og mærkede hans varme. Hun lod legende sin fingre bevæge sig mellem hans, i små blide bevægelser…

Han greb med sin ene hånd et tæppe og svøbte dem i det, han lod derefter sin hånd nusse hendes ryg og nakke blidt og kærligt, uden på noget tidspunkt at slippe hendes hånd.
Gløderne skabte et blidt orrange skær og hans øjne skinnede lidt i det blide lys.

Venessa så kærligt ins i hans øjne og smilte blidt til ham. Hun havde puttet dig hel ind i hans trygge favn, og lukkede sine øjne. Hendes hånd lå sikkert i hans, mens hun mærkede hans kærtegn mod hendes hals og ryg…

Blidt lod Renfrew sin hånd glide op og ned af hendes ryg mens han holdt hende tæt til sig, udenfor tog vinden til.

Venessa sad næsten ubevægelig i hans favn, kun hendes fingre gled roligt op og ned af hans hånd. Ellers nød hun bare dette øjeblik hos Renfrew

Blidt drejede Renfrew hendes ansigt op så han kunne se på hende, han smilede venligt mens han så ind i hendes øjne.

Roligt lod hun sit ansigt følge hans bevægelse. Hun gengælde hans smil og mødte hans blik. Hendes klare blå øjne så kærligt ind i hans. Blidt lod hun sin hånd glide agende ned af hans kind, uden at fjerne sit blik fra hans…

Fuldstendigt uden en lyd lod han den hånd han havde på hendes ryg glide frem og kæle for hendes kind. hans varme smil bredte sig

Hun lagde sit hoved til siden, og nød hans kælen. Hun så stadig ind i hans øjne med en kærlig mine, stille betragtede hun ham og hans ansigtstræk.

Han sad fuldstendigt roligt, hun kunne se at hans øjne lyste i det døende lys fra pejsen mens hans fingre nussede hendes ansigt blidt.
Han slap hendes hånd og lagde armen der havde holdt hendes hånd om hendes ryg.

Roligt gav hun slip på hans hånd, og mærkede hans blide berøring. Hun så stadig undersøgende på ham, som om hun ledte efter noget. Så flyttede hun igen hoved og lade det mod hans bryst. Stille lyttede hun til hans hjerterytme, mens hendes øjne holdt øje med de sidste gløder, hvis lys ikke længere nåede synderlig langt fra pejsen…

Stille og roligt nussede renfrew Venessa på ryggen og kinden mens han holdt hende tæt,

De sidste gløder døde ud og de var alene i det tætte mørke der omsluttede dem som en dyne.

I mørket mærkede han, Venessas blide hånd over hans kind. Kærligt gjorde hun sig ud af hans favn. Han mærkede hvordan hun roligt fjernede tæpperne, rejste sig op, og lagde tæpperne varmende om Renfrew igen. ”Min bror…” svarede hun, inden han nåede at stille spørgsmål. Renfrew kunne skimte hendes beklagende smil, da hun vendte sig om…

Ganske let, men hurtig listede hun over gulvet. Hun stoppede op og mumlede næsten uhørligt
Lad ilden ……
Så skal det være
[ildfinger]
Et af de stearinlys Renfrew havde stående blev tændt. Imens havde hun løsnede teltåbningen, så hun kunne komme udenfor. Hun bar stadig hans kappe. ”Må en stjerne våge over dig i nat” lød hendes blide stemme...

Renfrew smilede til hende og sagde stille:" jeg forstår, find du din brog men vær nu forsigtig, jeg kan ikke selv gå med dig, men jeg kan ønske at dahan våger over dig i din færd."

Han smilede pg hvis nogen kunne se hans øjne i dette øjeblik ville de kunne se noget som ingen før havde set i Renfrew: lykke

Forsigtigt lukkede hun teltåbningen efter sig, og forsvandt ud i mørket…